Kristeligt Dagblad mener: Vigtigt argument mangler i debatten om omskæring af drenge

Hvad blev der af religionsfriheden?

Statsminister Mette Frederiksen meldte i denne uge ud, at S-regeringen ikke vil stemme for at forbyde rituel omskæring af drenge, sådan som det er blevet foreslået. Kort efter statsministerens udmelding sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, det samme. Alt tyder på, at der så ikke vil være politisk flertal i Folketinget for at forbyde den jødiske og muslimske praksis.

Det er yderst glædeligt, at et ansvarligt politisk flertal tænker sådan. Men det er også bekymrende, at den argumentation, som føres frem af statsministeren, først og fremmest kobles sammen med holocaust og Danmarks forpligtelse over for jøderne i en historisk sammenhæng og ikke med et ord nævner det principielle i denne sag, nemlig forsvaret for religionsfriheden.

I Mette Frederiksens øjne er det Danmarks særlige indsats for at redde jøderne i oktober 1943, som også forpligter nu. Det handler om vores gæld til det jødiske mindretal, fremgår det af et interview med statsministeren i går i Weekendavisen. Her fastslår statsministeren, at Danmark ikke skal være det første land, der gør det umuligt for jøder at bo her ved at forbyde omskæring af drenge. I samme interview bliver Mette Frederiksen foreholdt, at hun ikke nævner hensynet til landets muslimer, som også lader drenge omskære, hvortil hun svarer, at muslimske drengebørn også er omfattet af retten til omskæring.

Det er selvsagt opmuntrende, at regeringen ikke lytter til flertallet af danskere, der ifølge meningsmålingerne vælger at anskue denne sag alene som et spørgsmål om barnets ret til at bestemme over egen krop. Men hvorfor forholder statsministeren og Venstres leder sig ikke til det principielle og forsvarer religionsfriheden?

Religionsfriheden er alle friheders moder og en forudsætning for alle andre frihedsrettigheder i et demokrati. Uden religionsfrihed ingen ytringsfrihed eller forsamlingsfrihed. Det er ikke tilfældigt, at alle diktaturer indskrænker eller helt forbyder tros- og religionsfriheden. At kæmpe for religionsfriheden er at kæmpe for tolerance og demokrati. Et forbud mod religiøs omskæring ville måske herhjemme blive betragtet som en sejr for barnets ret til at bestemme over egen krop, men ude i verden ville det være endnu et udtryk for dansk intolerance og mangel på forståelse for religion og religiøse mindretal i det hele taget.

Det er en beklagelig følge af den voksende sekularisering – afkristning – af samfundet, at færre og færre forstår betydningen af tro og derfor heller ikke tillægger det særlig vægt at værne om religionsfriheden. Både statsministeren og Venstres formand fastslår, at Danmark ikke må være det første land, der forbyder drengeomskæring. Men betyder det, at forbuddet kommer, hvis andre lande går først?

Det er vigtigt at anskue denne sag principielt. Det gør man ved at argumentere for, at retten til rituel omskæring af drenge skal beskyttes af hensyn til tolerancen og religionsfriheden.