Hvad den fjerne kirke fortæller

Religionsmøde bør minde os om, at kirken fortæller noget sandt

"Danskerne behøver ikke at gå i kirke, for de går i danskhed hver dag,” sagde nu afdøde biskop Jan Lindhardt. Det er både godt formuleret og sandt på den måde, at selvom kun omkring tre procent af danskerne går regelmæssigt i kirke, så finder hele 86 procent af de såkaldte gammeldanskere så meget mening i folkekirken, at de forbliver medlemmer, som det fremgik af Kristeligt Dagblads dækning af nye tal fra Danmarks Statistik.

For mange er medlemskab af folkekirken en helt naturlig del af det at være dansk, også selvom kirke og kristendom ikke fylder meget i den enkeltes liv, men først og fremmest er til lejlighedsbrug ved kirkelige handlinger eller den årlige julegudstjeneste. Lige så almindelig og intuitivt forståelig denne form for lavintensiv kristendom er for danskerne, lige så vanskelig er den at forstå for mange indvandrere. For dem er det at være tilknyttet en kirke eller en trosretning noget, som enten fylder i det daglige liv, eller også er det slet ikke relevant.

Kirkehistorikeren Jørgen I. Jensen har indsigtsfuldt beskrevet denne særlige danske kulturkristendom, som er præget af en romantisk længsel efter den fjerne kirke, som på en gang trygt og umærkeligt ligger dér ude i horisonten. Vi kommer sjældent i kirken, men vi holder af tanken om, at den er der. Og vi har en anelse om, at den siger noget vigtigt, noget sandt. Kirken som symbol på en forbindelse til fortiden og derfor også som et afgørende udtryk for noget, vi har tilfælles. Det er på mange måder en smuk og poetisk form for kristendom, som er vokset ud af historien, men den har også åbenlyse svagheder. For det første trives den bedst i rammer, hvor kristendommen har en naturlig, institutionel forankring, og svækkes dermed også gradvist i en tid, hvor den kulturelle videregivelse af kristendommens ritualer og praksis bliver svækket fra generation til generation.

For det andet har den svært ved at gøre sig gældende i en tidsånd præget af individualisering og globalisering. Den fjerne kirkes kristendom tilbyder ikke nemme livstilsløsninger på markedet for sjælelige kvaler, den rummer ingen krigerisk kampgejst, som rodløse unge kan identificere sig med. Og som det er fremgået af flere artikler de seneste dage, har folkekirken også et begrænset beredskab i mødet med nye kulturer og religioner. Mission har de fleste præster vænnet sig af med, og gudstjenesteformen, sproget og salmer fra 1600-, 1700- og 1800-tallet gør det indimellem vanskeligt at invitere nye gæster indenfor.

Det er legitimt for folkekirken at spørge sig selv, hvordan den kan blive relevant for alle landets borgere. Men inden folkekirkens særpræg og historiske særpræg kastes over bord i forsøget på at få religionsmødet på skinner, bør vi minde hinanden om, at den bedste forudsætning for integration finder sted, når vi selv kender vores eget afsæt: Hvorfor betyder vores kulturelle, historiske og kristne arv noget? Hvorfor skal kirken ligge dér ude i horisonten? Hvorfor aner vi, at den fortæller noget sandt?

At søge svar på de spørgsmål er langt vigtigere for kulturmødet end nok så mange bestræbelser på at få indvandrere til at gå i kirke.