Det hører til de absolutte sjældenheder, at de danske domstole beskæftiger sig med, hvad der foregår i landets kirker. Det hænger naturligvis sammen med, at der sjældent foregår noget kriminelt, men også at det er et historisk forankret princip herhjemme, at stat og lovgiver i videst muligt omfang skal blande sig uden om kirkens indre anliggender. Selvom vi har både kirkeministerium og kirkelig lovgivning, er gudstjenesten og teologien først og sidst en sag for kirken selv. Det er godt, at det er sådan.
Men vi lever også i et velordnet og gennemreguleret samfund. Det viser sig på mangfoldige måder og blandt andet ved, at kunstnere får betaling for, at deres værker benyttes gennem modellen for Koda-afgifter. Det er også godt, at det er sådan.
Gårsdagens dom i Københavns Byret ændrer ikke grundlæggende ved disse forhold. Den handler ikke om teologi, men om civilretlige forhold, som folkekirken selvfølgelig er omfattet af.
Dommen slår fast, at natkirkearrangementer, hvor musikken er omdrejningspunktet, ikke er fritaget for at skulle betale Koda-afgifter. I lighed med kirkekoncerter er de så-ledes omfattet af Koda-modellen, mens højmessen og andre arrangementer med klar gudstjenestelig karakter er undtaget. Det koster to københavnske kirker en sum penge, men vil efter alt at dømme ikke få vidtrækkende konsekvenser for den store del af folkekirken, som allerede har aftaler med Koda.
Men dommen rejser samtidig en række interessante spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige at holde gudstjeneste. Det er ikke noget, Københavns Byret kan eller skal afgøre, men den aktuelle dom er en god anledning for folkekirken til at overveje, hvad der skal til, for at en begivenhed i eller uden for det kirkelige rum faktisk i luthersk forstand driver på Kristus. For at det faktisk er en gudstjeneste.
Det skal kirken ikke gøre for at spare penge, men fordi det er værd at reflektere over, om de arrangementer, man bruger tid og kræfter på, faktisk formidler Ordet, evangeliet og sandheden. Det bør også stå centralt i det igangværende arbejde med gudstjenestens liturgi.
Bestemt ikke fordi alle kirkelige arrangementer uden om højmessen skal finde sted under stramt styrede former, men fordi nytænkning bør finde sted på en vedkommende og substantiel måde.
Indimellem virker det, som om at de nye eksperimentelle gudstjenesteformer er så udvandede, at det er vanskeligt at se deres berettigelse i en kirkelig sammenhæng. Her er Koda-afgifter i virkeligheden det mindste problem. Problemet er snarere, at kirken af og til er så forhippet på at komme tiden og mennesker i møde, at den glemmer, hvad den egentlig vil med de mennesker.
Det er en væsentlig pointe i den protestantiske tradition, at gudstjeneste er der, hvor blot to er samlet i Herrens navn. Det kræver hverken stram liturgi, røgelse eller popmusik. Men det kræver, uanset formen og rammerne, at Ordet lyder.