Prøv avisen
Leder

Hvad er formålet med fostertjek?

Behov for en større samfundsdebat om fosterundersøgelser

Et liv med børn er også et liv med bekymringer. Det ved forældre. Nogle gange er spekulationerne større end andre, og der er næppe tvivl om, at får man et barn med et alvorligt handicap, følger der også en lang række mere alvorlige bekymringer.

Før i tiden tog man det, der kom, som den 93-årige pensionerede jordemoder Sonja Margrethe Sonnenborg Nielsen sagde i Kristeligt Dagblad i går, da hun konstaterede, at barnet jo alligevel ikke kan byttes. Men i dag er der helt andre metoder, der for nogle er forbundet med et valg. 

Jovist fødes der stadig børn, som måske får deres handicap i forbindelse med fødslen, men en del kromosomfejl og misdannelser opdages allerede i fosterstadiet. Og så bliver det ikke blot et vilkår, men noget man aktivt skal tage stilling til. Vil vores familie det her barn? Kan vi klare det? Og hvilke byrder følger der med – ikke kun for barnet og forældrene – men også for søskende? Vil man have et barn med handicap, eller vil man ikke?

Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i denne uge valgte kun to forældrepar i 2014 at fortsætte graviditeten, efter de havde fået besked om, at det ventede barn havde Downs syndrom. 124 forældrepar afbrød derimod graviditeten.

Når så mange handler sådan, kan det hænge sammen med, at samfundet tydeligt signalerer, at børn med handicap kan vælges fra. Det, der af mange forældrepar stadig opfattes som en hyggelig undersøgelse og første mulighed for at få et foto af det kommende familiemedlem til køleskabslågen, er reelt et avanceret sorteringssystem.

Ganske vist præsenteres det som en mulighed for at lade forældrene træffe et frit og informeret valg, men man skal ikke være blind for, at der også er et nytteperspektiv i undersøgelserne. Det er der ingen, der har sagt højt de seneste mange år, men i et sundhedsvæsen, hvor den såkaldte svangreomsorg beskæres så hårdt, at Rigshospitalets ledende fødselschef gik i protest sidste år, er det i hvert fald tankevækkende, at gravide tilbydes stadig mere avancerede undersøgelser af deres ufødte barn.

I takt med at der udvikles nye og mere præcise undersøgelser, der ovenikøbet er mindre risikofyldte, åbner der sig ifølge professor John Brodersen fra Københavns Universitet en Pandoras æske og skabes flere etiske dilemmaer. Blandt andet har det konsekvenser for synet på de børn, der fødes med et handicap. Det må aldrig blive sådan, at de ikke får den hjælp og støtte, de har brug for, blot fordi de ikke blev valgt fra, men måske ligefrem valgt til, trods forældrenes viden om barnets handicap.

Når det i dag er netop Downs syndrom, gravide tilbydes undersøgelser for, er det formentlig ikke, fordi det er det mest lidelsesfyldte eller invaliderende handicap, men det syndrom, der til at begynde med var lettest at spore.

Hvad der er rigtigt og forkert for den enkelte familie, må den selv afgøre, men der er på samfundsplan brug for at tage en større debat om fosterundersøgelserne.