Prøv avisen

Hvad historien kan lære os og ikke kan

Det bliver aldrig ligegyldigt at huske på Hitlers og Stalins ofre

Man kan ikke lære noget af historien, siges det ofte. Måske er det rigtigt i snæver teknisk forstand. Verdenshistorien er ikke nogen manual i civilisationsopbygning og politisk metode. Man kan eksempelvis ikke ved at nærlæse nyere historie fastslå, om kvindelige statsledere er mere eller mindre fredssøgende end mandlige, og om man allerede af den grund bør stræbe efter flere hunkøns- end hankønsvæsener på samfundets topposter. Og man kan ikke udlede af Neville Chamberlains tragiske appeasementpolitik over for Hitlertyskland, at tøven med at konfrontere antidemokratiske regimer militært til enhver tid og overalt vil være uansvarlig. Konkrete omstændigheder er så skiftende, og virkeligheden så uendeligt kompleks, at anvendelsen af historien som en matrice, der kan presses ned over situationer, der overfladisk ligner hinanden, er en uholdbar strategi. Så meget lærer historien os faktisk.

Men i menneskelig, etisk og moralsk forstand lærer historien os uendeligt meget mere. I den forstand er historien det eneste, vi kan lære noget af. Vi farer hovedkulds gennem tilværelsen, fejler i livets uendelige række af nuer og har kun en eneste mulighed for at reflektere over vores egen tilværelse og syndefuldhed: ved at kigge os tilbage. Ved netop at prøve at lære af historien. Den store såvel som vores private. Gjorde du det rigtige? Traf du det bekvemme valg i stedet for det, der gjorde dig til et ordentligt menneske? Var du der for den mindste af dine næste, da det gjaldt, og ikke først, da du havde tid? Det er i dén historie, vi møder os selv. For på alle niveauer er det forgangne en demonstration af, at der trods det ofte umulige i at uddrage et konkret og praktisk facit altid er forskel på godt og ondt, rigtigt og forkert. Det uoverskuelige i historiens mylder dementerer eller annullerer ikke de moralske og etiske absolutter, der på tværs af tid og sted er indlejret i menneskelivet. De udgør det kompas, der under uhyggelige regimer har fået personer til at gøre modstand trods alt, og i fangelejre har fået medmennesker til at hjælpe hinanden, selvom simpel overlevelse dikterede, at de kun burde tænke på at stjæle hinandens sko og brødhumpler.

LÆS OGSÅ: Nazistyrets rædsler var mere omfattende end hidtil antaget

Historien viser os, at det hele ikke er ét fedt. Det er derfor, personlige fortællinger som den, journalisten Samuel Rachlin skrev i denne avis i tirsdags på 60-årsdagen for den sovjetiske diktator Josef Stalins død, aldrig bliver ligegyldige. Beretninger af den slags, som det 20. århundrede var så rig på, bærer stadig vidne om de enorme moralske onder, der følger med tingsliggørelse af medmennesker. Om totalitarismens institutionalisering af ondskaben. En ondskab, der ikke kun lever af uniformerede bødler, som alle kan se, men også af almindelige hverdagsmennesker, der ikke gør det onde, men bare længe nok undlader at gøre det gode.

På forsiden af dagens avis fortæller vi om ny viden om, hvor finmasket Hitlerstyrets net af undertrykkelses- og drabsforanstaltninger var. Og der vil blive ved med at komme ny viden. Heldigvis. For historien bliver aldrig ligegyldig, og vi må aldrig blive ligeglade med den.