Et eventyr er slut. Gennem årtier udviklede den danske minkindustri sig til en stor eksportsucces, men pelsdyrenes modtagelighed for coronavirus har sat en stopper for den. Tusindvis af mennesker mister deres levebrød, og Danmark taber en eksport på fem milliarder kroner om året. Det er en tragedie, om end ikke alle betragter det sådan. At producere dyre pelse, der skal sendes den halve klode rundt, passer sig ikke rigtig for et land med forkærlighed for lighed, miljø og dyrevelfærd, mener især venstrefløjren. Den har haft svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, fordi den længe har ønsket minkproduktionen hen, hvor peberet gror.
På Christiansborg er det generelt svært at finde noget parti, som vil argumentere for, at dyrene ikke skal slås ned, når der nu ifølge eksperterne er en – omend usikker – risiko for, at coronavirussens mutationer kan føre til, at en kommende vaccine bliver mindre effektiv. Politisk spørger ingen længere til forholdet mellem risiko, pris og muligheden for at redde liv, når Statens Serum Institut taler. I den aktuelle sag kunne det dog være relevant at undersøge nærmere, hvor stor risikoen er for, at de nye coronamutationer faktisk vil sprede sig? Hvor stor risikoen er for, at de vil gøre kommende vacciner ineffektive? Og om en tabt eksport på fem milliarder kroner årligt står mål med de risici?
Den slags spørgsmål stilles ikke længere, og derfor handler den politiske debat mest om, hvor stor en erstatning, avlerne skal have. Snævert økonomisk betragtet kan det også tænkes, at ofringen af minkbranchen giver mening, fordi det sender et tydeligt signal til resten af verden om, at Danmark tager sygdom i landbruget meget alvorligt. Dermed forsvarer regeringen og myndighederne mere generelt landbruget ved at kræve minkene aflivet og nordjyderne hårdt isoleret.
Danmark eksporterer fødevarer og andre landbrugsvarer for 162 milliarder kroner årligt, og 185.000 mennesker er beskæftiget direkte i landbruget eller i de afledte erhverv. I det lys har især myndighedernes beredskab over for coronapandemien som helhed været chokerende ringe. I juni besluttede Fødevarestyrelsen for eksempel, at smittede minkfarme skulle slås ned, men i praksis var myndighederne ude af stand til at gøre det, og man ville ikke lade farmerne gøre det selv. Det endte i kaos, og strategien blev opgivet. Trist, fordi det måske i sidste kunne have reddet branchen, hvis alle smittede besætninger dengang var blevet slået ned fra dag et.
Landbruget presses fra mange sider og har for tiden ikke mange venner i dansk politik. Alligevel bør landbrugsektoren arbejde med på at begrænse mulige sygdomstrusler mest muligt. Helt aktuelt trues svineeksporten af den afrikanske svinepest, der kan brede sig fra Tyskland til Danmark. Man har opstillet det meget omtalte vildsvinehegn ved grænsen, men det er mest for at vise eksportlandene, at Danmark ikke er en 17. tysk delstat, nu da smitten allerede findes i Tyskland. Mere kan nok gøres. Både myndigheder og landbrug bør gardere sig bedre mod fremtidige epidemier. For de vil komme.