Hvad skal vi med ulven?

Ulven er kommet, men Danmark er for lille et land til at huse den

For bare få år siden kunne man stadig med et gran af humor fastslå, at Danmark er et fredeligt og småkedeligt land, hvor der sjældent sker noget voldsomt dramatisk. For hvad kan der ske i en nation, hvor det farligste dyr er ræven?

Men så kom ulven. Vandrende ind sydfra, over grænsen og op gennem Jylland. Ved årsskiftet mellem 2012 og 2013 dukkede der ulve op tre steder netop, hvor bestanden af hjorte er stor: Midtjylland, Vestjylland og Thy. Siden er der lokaliseret ulve helt til Skagen, og landmænd har konstateret, at det ikke kun er vilde hjorte, ulvene næres ved. Kalve og lam er blevet flænset ihjel og spist af det nytilkomne rovdyr.

Ulvens ankomst, 200 år efter at den sidste ulv blev skudt herhjemme, har udløst en lidenskabelig, følelsesfuld og voldsom debat om natursyn, hvor især konflikten mellem land og by står stærkt.

Ulvemodstanderne findes især på landet, hvor ulven nu holder til, mens de mange ulvetilhængere typisk befinder sig i byerne, hvor de på tryg afstand af rovdyret skriver lidenskabelige debatindlæg og opdateringer på nettet om deres begejstring for den nye biodiversitet og det nye element af vildskab derude i naturen, som de drømmer om at befinde sig i. Hvis masaierne på den afrikanske savanne kan leve med, at vilde løver tager en ko en gang imellem, må danske landmænd også kunne leve med, at ulven spiser en kalv, har det lydt.

Omvendt har ulvemodstanderne fremført, at ulven gør både dyr og mennesker bange, og at den faktisk kan være farlig. Alene af den grund bør den ikke være i landet.

Ulvestriden splitter befolkningen, sådan som det også sker i mange andre europæiske lande, hvor dyret trænger frem. Eksperter og ulveentusiaster fastslår, at ulven næsten aldrig angriber mennesker, men råder dog i samme åndedrag til, at man ikke lader små børn lege alene i skove, hvor ulven findes, eller selv går eller løber tur med hovedtelefoner i ørerne. Man skal kort sagt være på vagt og være rede til at forsvare sig mod angreb.

Ulven er et symbolladet dyr og figurerer i myter og beretninger op gennem historien. På den ene side som udtryk for styrke og kraft. På den anden side som udtryk for glubskhed og ondskab. I den nordiske mytologi og sagalitteratur er ulven forbundet med styrke, og af samme grund blev Ulf et udbredt mandenavn i Norden.

Men det er især ulvens uberegnelige brutalitet, der har afsat sig i symbolsproget. I Æsops fabler fra antikken er ulven ikke til at stole på. Fra Bibelen stammer udtrykket ”en ulv i fåreklæder”. I eventyret spiser ulven både bedstemor og Rødhætte, og i Disneys tegneserieunivers er ulven den store og stygge. Canis lupus, latinsk for ulv, har også givet navn til en sygdom, der karakteriseres ved dens uvarslede udbrud og angreb på kroppen.

Ulven er ikke bare et rovdyr og dens tilbagevenden et udtryk for herlig artsmangfoldighed. Ulven er også en reel og ikke mindst symbolladet trussel mod mennesker og dyr.

Hysteri, lyder det i debatten, for hvis danskernes dødsangst gjaldt alle folkefærd, ville der ikke være plads til løver, tigre eller isbjørne i verden.

Forestillingen om, at man blandt andet ved at acceptere ulven kan føre naturen tilbage til en vildere og mere sand tilstand, er smuk, men også romantisk naiv. Så længe næsten hele det danske land er opdyrket, og der findes så lidt vild natur, er der ikke plads til ulven. Den hører hjemme i store naturområder, hvor der bor få mennesker, og det er ikke i Danmark.