Der er noget ved faldet, som fascinerer os. Og det handler langtfra kun om den gemene lyst til hærværk og pludselig død, der udspiller sig på motorvejens kiggekøer. Faldet optager os, fordi det er eksistensens urdrama. Hvor et menneskes virksomhed, magt og vælde på et øjeblik forvandles til ingenting. Hvor liv bliver til skæbne.
Det er et sådant skæbnessvangert urdrama, vi har været vidne til de seneste uger i Venstre, og som nu har bragt det gamle bondepartis formand og næstformand gennem 10 år til fald. I dansk litteraturs mest berømmede nederlagsfortælling, ”Kongens Fald”, fortæller Johannes V. Jensen mesterligt om Christian II, som i sit livs skæbnestund er martret af tvivl, mens han sejler frem og tilbage over Lillebælt. Skal han tage kampen op mod de jyske oprørere? Eller stikke halen mellem benene og flygte? Af ”Kongens Fald” lærer vi, at ubeslutsomheden beseglede Christian II’s skæbne. Men vi forstår også, at vægelsindet bor i os alle. Vi genkender tvivlen hos os selv.
Lars Løkke Rasmussen har villet magten som få. Og han har med list og kløgt holdt fast i den på tidspunkter, hvor ingen andre havde troet det muligt. Men det har også krævet en politisk manøvredygtighed, som bærer tvivlens tegn. Snart den ene vej værdipolitisk, snart den anden. Den ene dag svinges den borgerligt-liberale fane, den anden dag bejles til Socialdemokratiet. Hvem vidste, hvor de havde Løkke? Vidste han det selv?
I sin kamp for at holde fast i magten har Løkke været nådesløs. Han har ikke som Christian II ladet hovederne rulle i blod i de stockholmske gader. Men han har skabt fjender i stort antal og i stor bitterhed. Det hører også med til historien om hans fald.
Næstformanden, som bærer kongenavnet, har som ingen anden i nyere dansk politisk historie inkarneret vægelsindets tragedie. Han har grebet efter magten og tøvet. To gange. Nu følger Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen hinanden væk fra magtens centrum. Deres skæbne vil næppe blive lige så hård som Christian II, der tilbragte de sidste godt 25 år af sit liv i fængsel. Men de vil under alle omstændigheder tilbringe resten af deres virksomme liv længere væk fra rampelyset.
Politik har intet med retfærdighed at gøre, slog Kristian Jensen fast i den afsluttende tale, som blev hans politiske karrieres mest gribende. Og deri har han ret. Man kan også diskutere, om Venstre-ledelsens fejltrin faktisk er så substantielle og fløjstriden i Venstre så dyb, at baglandets udfald kan retfærdiggøres. Men det jyske oprør havde sine grunde, og det voksede sig så stærkt, at det afgående formandskab ikke kunne stå imod.
Nu skal en ny Venstre-ledelse indtage scenen. Her tyder alt på, at det bliver den nuværende politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen, som skal stå i spidsen for en samling af partiet og den borgerlige opposition. Der er ingen tvivl om, at han er et politisk talent med charme, selvtillid og skærmtække. Men vi har endnu til gode at se, hvad han rent faktisk formår som politisk lederskikkelse.
Hvis han bliver valgt på det forestående landsmøde, er opgaven ligeså klar, som den er vanskelig. Han skal forene kræfterne i et historisk splittet parti. Han skal bygge bro mellem folketingsgruppens progressive liberale og de værdipolitiske kernetropper. Han skal appellere til potentielle storbyvælgere uden at tabe forbindelsen til det folkeligt-liberale bagland. Og så skal han igen få partiet Venstre til at tænke politik. Få partiets politikere på banen med andet end slagord. Enhver regering i et velfungerende demokrati har brug for en stærk opposition. Lad os få at se, hvad det borgerligt liberale Danmark har at byde på.