Hvad vil folkekirken egentlig?

Kirken lever uden Kirkeligt Centrum, men ikke uden lidenskab

Det er ikke hver dag, at en forening med 121 års virke lukker og slukker, men det skete i denne uge, hvor Kirkeligt Centrum har meddelt, at man indstiller arbejdet med at samle de kirkelige stemmer i feltet mellem de grundtvigske og de missionske.

Og selvom Kristeligt Dagblad i dag kan fortælle historien, vil de fleste danskere nok trække på skuldrene. Kirkeligt hvad-for-noget?

Sandt er det jo, at det organisatoriske kirkeliv, som udsprang af 1800-tallets vækkelser, og som har præget dansk kirkeliv op gennem det 20. århundrede, ikke er, hvad det har været. Tiderne skifter, og selvom mange præster og kirkefolk endnu i dag vil kalde sig grundtvigske eller missionske, så spiller den organisatoriske del af arbejdet, samlingen omkring bestemte kirkepolitiske og åndelige synspunkter, en stadigt mindre rolle.

Det organiserede kirkeliv, som vi har kendt det i henved 150 år, er stort set forsvundet – og kommer ikke igen i samme form. Det er naturligvis et tab, og selvom folkekirken og i videre forstand ordet og evangeliet nok skal overleve, at foreninger og organisationer må dreje nøglen om, så vidner udviklingen også om det bredere tab af folkeligt engagement, som i det hele taget præger foreningsdanmark.

Kort sagt: Folkekirken kan godt leve uden Kirkeligt Centrum – men den kan ikke leve uden den lidenskab og kamp om, hvad det vil sige at være kirke, som de kirkelige organisationer har stået for. Og hvor er den i dag, lidenskaben og kirkekampen?

De unge teologer vil gerne have bedre arbejdsvilkår og en folkekirke, der bejler til deres fortræffeligheder. Menighedsrådene vil have aktiviteter til børnefamilierne. Præsterne vil møde mennesker ”der, hvor de er”. Biskopperne vil have klimaet på dagsordenen og bruger de fleste kræfter på at etablere en mere velsmurt koncernkirke med styr på kommunikationen.

Men hvem siger noget om vejen, sandheden og livet? Hvem vil forkynde ordet med radikalitet og lidenskab i det 21. århundrede? Hvem vil tale om Kristus? ”Åh, spar os for det gamle teologiske bras,” siger samtidens selvretfærdige.

Men det er ikke noget gammelt bras. Det er lige nu og her. Kristendom er nu.

Vi lever i historisk privilegerede tider af materiel overflod, men mistrøstigheden, retningsløsheden, skammen og udbrændtheden tårner sig op. Tidens sociale patologier hærger, og de ulykkelige liv er overalt, lige foran øjnene på os. Hvorfor taler kirken ikke om dem?

Kristus har jo ikke alverden at sige om klimakvoter og bæredygtighed, men han har alt at sige om menneskelig nød – om nåden og om syndernes forladelse.

Kirken behøver ikke at organisere sig for at forkynde sandhed i samtidens sprog, men landets præster og kirkefolk burde mødes i hundredvis for at finde ord og fælles kræfter til at løfte den opgave.