De seneste uger har Kristeligt Dagblad bragt en usædvanlig debat om den danske teolog K.E. Løgstrup. Den går på, om han var fascineret af nazismen, som det hævdes i en bog, der er udgivet baseret på en videnskabelig afhandling fra oktober. Løgstrup har med sin tænkning om tillid, etik og kristendom stor autoritet blandt danske teologer, og derfor er kritikken af ham også en kritik af en central del af dansk teologi.
Man må glæde sig over, at så vigtigt et aspekt af dansk åndsliv kan diskuteres af en række af landets bedste begavelser på en måde, som bringer nye erkendelser til mange danskere, der kun kender tænkeren flygtigt. Løgstrup bør naturligvis kunne tåle en debat, hvor han kaldes både det ene og det andet. Og den slags samtale skal ikke hæmmes af trusler om indstævninger for videnskabelig uredelighed, som det har været foreslået. Det er en uheldig måde at hindre demokratisk samtale på.
Det er en væsentlig pointe, at genstanden for den lange diskussion ikke er, om Løgstrup var nazist. Det har vist ingen hævdet. Sagens kerne er, at Løgstrup var kommet hjem fra studier under Martin Heidegger i Tyskland og var optaget af den tyske filosofs tænkning, som han selv kædede sammen med Hitler og nazismen i en kronik fra 1936, der har været bragt her i avisen.
Hvor vidt Løgstrups fascination af Heidegger rakte, og hvad den havde af konsekvenser for teologens politiske position midt i 1930’erne, debatteres stadig. Men han tager i hvert fald ikke afstand fra den nationalsocialistiske strømning i den omdiskuterede kronik, der har været bragt i Kristeligt Dagblad. Her sættes begreber som kampmod og udholdenhed i forbindelse med nazismen. Det er, som tidligere leder af Løgstrup Arkivet på Aarhus Universitet Kees van Kooten skrev i Kristeligt Dagblad i går, ikke holdbart at reducere Løgstrups tekst til at være en slags ironi.
Men redeligheden kan også diskuteres på den anden fløj i debatten. Afhandlingens forfatter, Esther Oluffa Pedersen, har skrevet, at hun ikke tager stilling for eller imod forskellige synspunkter, men blot prøver at trække tråde. Men det er alt andet end objektivt at sige, at Løgstrup ”roste Hitler”, som hun er citeret for i en samtale med en lektor i videnskabsteori på netmediet POV. Sådan kan man udlægge Løgstrups kronik, og det gør nogle, mens andre når til den modsatte holdning. Men det kan ikke forstås som andet end en stillingtagen i Løgstrup-debatten.
Igen: Ingen siger, at Løgstrup er nazist. Han skrev senere overbevist demokratisk i sit forfatterskab. Men han har alligevel fået en plet, som vil hænge ved af den førte debat. Den slags har Løgstrup givet andre afdøde tænkere, som han gjorde op med i sit forfatterskab, og på den måde har han selv været med til at vise vejen for en særlig dansk diskussionskultur, der kan sætte det meste til debat, herunder ens eget åndelige fundament, også uden at føre juridiske processer.