Kristeligt Dagblad mener: Hvidhed er ikke et argument

Bekymrende optagethed af hudfarve i den politiske debat

Hvide mænd har gennem verdenshistorien været årsag til stor ulykke. Tag bare Hitler og Stalin, der var skyldige i millioner af menneskers død og årtiers undertrykkelse. De to diktatorer hører til i den ekstreme ende, men også i hverdagslivet findes der utallige eksempler på hvide mænd, som har misbrugt deres position til at krænke andre mennesker. Det har blandt andet den store MeToo-bevægelse ganske berettiget afdækket.

Det er dog kun den ene side af historien, for hvide mænd har også reddet millioner af menneskeliv. Eksempelvis har den hvide Microsoft-stifter Bill Gates doneret næsten to milliarder kroner til kampen mod corona. Verdens nok mest succesfulde lægemiddel, penicillin, er udviklet af en hvid mand, og da Europa blev befriet fra nazismen, var det kun, fordi at ganske mange hvide unge amerikanske mænd – sammen med sorte – havde modet til blandt andet at gå i land i Normandiet – velvidende, at mange af dem ville miste livet.

Hvide mænd kan naturligvis være både skurke og helte, undertrykkere og befriere, og den banale konklusion har heldigvis præget de seneste årtiers racedebat. De seneste par år er kombinationen af ”hvid” og ”mand” dog i stigende grad blevet et skældsord – og er man samtidig lidt oppe i årene, kan man blive dømt ude som ”boomer”, hvilket er yngre generationers afvisning af en dialog med ældre generationer.

En sådan nedladende ”boomer”-afvisning stod Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, for, da hun forleden deltog i en tv-debat om klimaet med den tidligere Novo Nordisk-direktør Lars Rebien Sørensen. Da Pernille Skipper senere skulle forsvare, hvorfor Lars Rebien Sørensen skulle stemples ”boomer”, lød det, at han er ”en hvid privilegeret mand”.

Pernille Skipper – der som bekendt selv er hvid og som politisk leder også kan siges at indtage en mere privilegeret position end 99 procent af den danske befolkning – er drivkraft for en bekymrende udvikling. At diskutere racisme er relevant, og den selvkritiske diskussion om blandt andet slaveriet må aldrig høre op. De store amerikanske Black Lives Matter-demonstrationer er derfor udtryk for en tiltrængt debat om, hvorfor sorte amerikanere trods årtiers formelt forbedrede borgerrettigheder stadig befinder sig på bunden af det amerikanske samfund, når det gælder uddannelse, økonomi og udsathed for kriminalitet og vold. Svaret på diskrimination af sorte kan dog aldrig være en desavouering af andre mennesker alene af den grund, at de er hvide.

Pernille Skipper er ikke racist, men hun og andre med samme retorik nærer – bevidst eller ubevidst – den racistiske ild. For hvad skal man mene, når arrangørerne af den danske Black Lives Matter-demonstration udarbejder en særlig ”protest-etikette for hvide mennesker”, som dikterer, at hvide demonstranter skal holde sig i baggrunden og ikke må råbe med på bestemte kampråb? Og hvad er konsekvensen, når en internationalt anerkendt fredsforsker som professor Ole Wæver pludselig fryses ude af forskningsmiljøet, fordi andre forskere i et ellers anerkendt tidsskrift mener, at hans forskning er racistisk og støtter et ”hvidt overherredømme”?

At bruge hvidhed – eller sorthed for den sags skyld – som argument for noget som helst vil kun grave kløfter og skabe splid. Altså det stik modsatte af, hvad borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King talte om, da han i sin berømte ”Jeg har en drøm”-tale udtrykte et håb om, at hans fire børn ”en dag vil bo i et land, hvor de ikke bliver bedømt på deres hudfarve, men på deres karakter”.