Hvor er vejen ud af krisen?

Det bliver hårde tider, men statsministeren savner svar

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) slog krisestemningen an i sin første nytårstale som regeringsleder.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) slog krisestemningen an i sin første nytårstale som regeringsleder. Foto: Keld Navntoft.

Magre år venter forude, og det bliver ikke i 2012, at vi lægger krisen bag os. Flere danskere vil i år miste deres arbejde.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) slog krisestemningen an i sin første nytårstale som regeringsleder, men desværre kneb det med initiativer, der skal få Danmark ud af krisen. Velkendte travere, som at vi alle må tage en ekstra tørn, og at økonomien skal kickstartes med offentlige investeringer, blev trukket af stalden, men der var ikke nogen nye og konkrete tiltag til, hvordan vi skal skabe vækst og økonomisk balance igen. De beslutninger, der ligger forude, bliver svære, sagde statsministeren, men hvor der præcist skal spares, fortoner sig. Hvis man skal være venlig, kan man sige, at statsministeren med sin tale forsøgte at gøre danskerne endnu mere krisebevidste og dermed gøde jorden for de reformer, der uafvendeligt må komme i 2012.

Som også Dronningen gjorde i sin nytårstale, fremhævede Helle Thorning-Schmidt fællesskabet som et bærende element, men som Dronningen var inde på i sin tale, så fungerer fællesskabet bedst, hvor den enkelte naturligt yder sit. Også Helle Thorning-Schmidt sagde, at alle, der kan yde, skal gøre dette, og at det er stødende, at unge, raske mennesker er på offentlig forsørgelse år efter år, eller at mange benytter sig af sort arbejde. Balancen mellem den enkeltes tryghed og så forpligtelsen til at bidrage er truet, når det som nu og i de kommende år kun er halvdelen, der arbejder. Og skal den solidaritet, vi er så stolte af i Danmark, fortsætte, og villigheden til at betale en stor del af sin indkomst i skat bevares, kræver det gennemgående reformer af velfærdssamfundet. Også for at sikre, at vi, som statsministeren sagde, bevarer respekten for dem, der ikke kan klare sig selv.

Tankevækkende var det, at Dronningen var mere konkret i sin tale end statsministeren. Dronningen argumenterede for, at det kunne blive nødvendigt for unge at flytte landsdel for at få en uddannelse, ligesom voksne kan være nødt til at omskole sig. Velfærdsstaten skal i de kommende år i højere grad rettes mod det mindretal, der er værdigt trængende. Det store flertal af danskerne må derimod vænne sig til at klare sig selv og i endnu højere grad tage ansvar for sig selv og familien, men også hjemløse og psykisk syge gennem eksempelvis frivilligt arbejde. Hvis årets nytårstaler var med til at gøre danskerne dette bevidst, så der i 2012 banes vej for de store reformer, krisen kalder på, er vi kommet et godt stykke videre. Hvis Folketinget og regeringen derimod svigter deres ansvar for at indgå brede forlig om reformer, der fremtidssikrer velfærdsstaten, var statsministerens tale blot varm luft.

LÆS OGSÅ: Gamle socialdemokratiske dyder skal bære Danmark gennem krisen