Hykleri om bistandshjælp

Unfair og uklogt at lade verdens fattige betale for asylsøgere

Karin Dahl Hansen, Liv&Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad
Karin Dahl Hansen, Liv&Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

En tredjedel af Danmarks udviklingshjælp næste år bliver brugt i Hanstholm og Sandholm. I Sønderborg og Vordingborg til nyankomne flygtninge, og dermed bliver hjælpen til verdens allerfattigste skåret dramatisk. Med andre ord er det skolebørn i kenyanske slumkvarterer, bønder i Benin og kvinder i Nepal, der kommer til at finansiere nogle af udgifterne til de flygtninge, der kommer til Danmark netop nu.

Det er en praksis, der er anerkendt af OECD, at man kan medregne udgifter til hjemlige flygtninge som en del af sin udviklingsbistand, og også Norge og Sverige anvender metoden. Men som det fremgår af Kristeligt Dagblad i dag, betyder det, at de nordiske lande samlet skærer voldsomt i den traditionelle bistandshjælp næste år, og netop de nordiske lande er ellers kendt for en generøs hjælp.

Med den bebudede besparelse kommer Danmark ifølge Mellemfolkeligt Samvirke næste år ned på 0,5 procent af sit BNI til det, de fleste forstår som ”rigtig” bistandshjælp, og det er et godt stykke under de af FN anbefalede 0,7 procent og i øvrigt historisk lavt.

Selvom det er tilladt, er det ikke nødvendigvis rigtigt, at nogle af verdens allerrigeste lande lader fattige i Den Tredje Verden betale for den historiske flygtningetilstrømning til Europa. Og ud over at det er umoralsk, er det også uklogt. For bidrager vi ikke i Norden til at løfte verdens fattige og skabe bedre liv, bedre samfund og ikke mindst håb, kan de blive morgendagens flygtninge.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) understreger ganske vist, at der ikke vil blive skåret i den humanitære hjælp i nærområderne, men dermed siger han også, at andre kommer til at betale, og det, der bliver ramt, er den langsigtede udviklingshjælp.

Timingen for så voldsomme reduktioner kunne dårligt være værre, og ud over at de nordiske landes bidrag kommer til at mangle i Afrika, mister verden også nogle stærke forbillleder. For når lande som Sverige, Norge og Danmark kan skære i udviklingsbistanden, kan andre og knap så velstående lande med rette spørge, om ikke de skal gøre det samme.

Dermed kommer man ind i en ond spiral, hvor kampen mod den globale fattigdom forringes, og i sidste ende risikerer man, at endnu flere vil søge lykken i det forjættede Europa - med stigende asyludgifter til følge.

De nordiske lande bør spørge sig selv, om der ikke er en nedre grænse for, hvad de kan bidrage med ude i verden, uagtet at netop Norden tager et betydeligt ansvar i den nuværende flygtningekrise.