Højere kirkeskat er ikke løsningen

Økonomiske tendenser peger i ugunstig retning for folkekirken

Folkekirken byder på mange historier om mennesker, der sparer på pengene. Det har man kunnet læse i de artikler om Folkekirken og pengene, som Kristeligt Dagblad har bragt de seneste uger.

Hjallese Provsti på Fyn har frigjort mange penge til kirkeliv ved at lægge stillinger sammen og samarbejde. Christianskirken i Aarhus har engageret over 300 frivillige i sognets arbejde og samtidig sparet penge. Og formand for Gentofte Provstiudvalg Jens Bache har påvist, hvorfor det har været god latin at arbejde på at sænke kirkeskatten i opgangstider.

Jens Baches eksempel står dog i modsætning til de generelle tendenser i kirken. På 20 år er udgifterne til personale i folkekirken steget med en milliard kroner, når man tager højde for den generelle prisudvikling. Det er sket i en periode, hvor medlemstallet har været faldende.

Menighedsrådene har ikke været alene om at bestemme udviklingen. Det besluttes ganske vist lokalt, hvor mange kirkefunktionærer der skal ansættes. Men løn og ansættelsesvilkår bestemmes af staten, hvilket vil sige, at Kirkeministeriet forhandler efter bemyndigelse fra Finansministeriet. Ud over de stigende udgifter, der er fulgt med overenskomsterne, har staten løbende pålagt menighedsrådene andre udgifter, blandt andet til administrative opgaver. Derfor må politikerne også påtage sig en del af ansvaret for udviklingen i kirkens økonomi.

LÆS OGSÅ: Kirker bruger millioner på at udskifte velfungerende orgler

Kirkens udgiftsniveau er vokset markant i de seneste år, også langt mere end den almindelige udvikling i priser kan retfærdiggøre. Pengene er kommet ind ved at hæve kirkeskatten, der også er vokset markant.

Den skatteløsning er kortsigtet. Ingen ved, hvor mange der har droppet medlemskabet af folkekirken af økonomiske årsager. Men der er næppe tvivl om, at økonomi for nogle er dråben, der får bægeret til at flyde over.

Danskerne bakker op om folkekirken. Medlemstallet er faldet med bare et par procent på 10 år. Meget tyder på, at det ikke betyder så meget for folkekirkens medlemmer over en bred kam, hvad det koster at være en del af kirken. Men sådan kan man ikke forvente, at det også vil være fremover.

Krisetiden har skærpet danskernes økonomiske bevidsthed. Ateistiske kampagner slår på prisen for et kirkemedlemskab, når de argumenterer for udmeldelse.

Set i et længere perspektiv er der risiko for, at de seneste 20 års økonomiske prioritering vil give bagslag. På et tidspunkt vil tendenserne for medlemsfald og udgiftsstigninger kræve, at folkekirkens økonomi tilpasser sig et lavere indtægtsgrundlag, også mere end den allerede har gjort. AEM