Da studerende på Oxford University sidste år krævede en statue af Cecil Rhodes, grundlæggeren af den senere berygtede raceadskillelsespolitik i det sydlige Afrika, fjernet fra universitetets område, lød svaret fra den moderate og for sin klogskab bredt anerkendte rektor, Chris Patten, at de studerende måtte lære at leve med åndsfrihed eller ”overveje at blive uddannet et andet sted”.
Statuen blev stående. Anderledes ser det ud til at gå i Charlottesville i den amerikanske delstat Virginia. Her ønsker bystyret at fjerne en statue, der afbilder Robert E. Lee højt til hest. Han var øverste general for de slavestater i USA, der under navnet Konføderationen fra 1861 til 1865 gjorde oprør mod Nordstaternes beslutning om at ophæve slaveriet. I fredags stødte ultra-højreorienterede sammen med aktivister, der vil have tilintetgjort værket. Det blev i øvrigt anbragt på sin plads i 1924, altså et tidspunkt, hvor det officielle USA for længst havde erkendt, at det var en grov kollektiv forbrydelse at reducere medmennesker til andres ejendom.
Volden i Charlottesville er et hørligt hik fra en kulturkamp, der rumler i maven på den amerikanske folkesjæl i disse år og truer med at splitte den. Man kan kalde billedstormerne for en bevægelse, der vil rense historien for alt, der med nutidens øjne er forkert og krænkende. Bevægelsen findes i mildere aftapninger også herhjemme og andre steder i Europa. Men det er at forsimple den til en karikatur, hvis man bare affærdiger den, sådan som det lige er gjort her i den foregående sætning. Altså som noget, der udelukkende er resultatet af en hysterisk krænkelseskultur, hvis mål om en gennemført politisk korrekthed i alt, hvad vi siger, ser, hører og gør, har autoritære tendenser.
For selvom det sagtens kan afvises som ahistorisk, når forkælede studerende i dagens Oxford ikke tåler synet af en historisk figur som Cecil Rhodes, så kan det omvendt være fuldkommen forståeligt, at nulevende amerikanere finder det afskyeligt at hædre lederen af nogle slaveholderes voldelige oprør ved at lade en statue af ham stå. Vi befinder os med andre ord i en zone, hvor den ene yderlighed kræver, at alle skal finde sig i selv de mest bizarre offentlige ytringer, fordi de nu engang findes, mens den anden yderlighed vil have spritafduppet den fælles historiske bevidsthed for alt, der ikke passer ind i en nutidig sart verdensopfattelse.
Det er en kamp, hvor firkantede retningslinjer får kort holdbarhed. Hvis man argumenterer for, at statuen af Robert E. Lee skal blive stående, fordi han nu engang har fandtes og var en beundret figur i Virginia i sin samtid, kan det blive svært at argumentere for, at man ikke også andre steder skal tåle monumenter for Adolf Hitler, der også anså menneskeheden for at være inddelt i mere- og mindreværdige racer. Omvendt kan man så fremføre, at Robert E. Lees sag ganske vist i eftertidens øjne var utiltalende, men at han på den anden side ikke nåede Hitler til støvleskaftet, hvad angik praktiske resultater af sin racistiske politik.
Så måske bør man i stedet kigge på den rent historiske dokumentation, der kunne ligge i, at han og lignende typer får lov at have statuer?
Ved det britiske parlament står en statue af Winston S. Churchill. Hvad angår synet på afrikaneres plads i imperiet, var det kun nuancer, der i hans velmagtsår adskilte ham fra Rhodes. Alligevel vil de fleste lykkeligvis anse det for galimatias at kræve Churchill-skulpturen nedtaget. Af grunde, som alle kender: Han var så meget andet, og hans umistelige fortjenester lå et helt andet sted.
Hvis livet er nuanceret, er historien det ikke mindre. Der findes ikke noget standardsvar i denne historiestrid, men det er sjældent forkert at lytte til et voksent menneske i den slags sager. Sådan et som Chris Patten for eksempel.