I Danmark holder vi af forestillingen om, at det ikke betyder alverden, hvem der sidder for bordenden. Hvem der bestemmer. Vi er et fladt land, i enhver henseende. Velfærdsstaten skal drives, og det betyder vel strengt taget ikke så meget, om det er en venstremand eller en socialdemokrat, som skruer lidt på knapperne. Forestiller vi os.
For sagen er, at personer naturligvis betyder noget i politik. Det er ikke nyt, men vi lever i en tid, hvor det betyder mere og mere, hvem der sidder for bordenden.
Ude i verden, fra Emmanuel Macron til Boris Johnson og Donald Trump, handler moderne politik stadigt mindre om partier og principper og stadigt mere om deres ledere. Og Danmark er ikke en ø. Hvor det for mange kan være svært at se forskel på Socialdemokratiet og Venstre, er det lettere med Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen. Og i dette efterår er vi begyndt at se forskellene på de to partiledere, som med stor sandsynlighed vil definere kampen om magten i Danmark de næste mange år.
Statsminister Mette Frederiksen ruller fermt og myndigt det socialdemokratiske magtapparat ud. Hun er ideologen, som med bistand fra først Henrik Sass-Larsen og nu Martin Rossen kører efter en drejebog, hvor koblingen til den socialdemokratiske historie er af afgørende betydning. Efter årene med Helle Thorning-Schmidt er det tydeligt, at der er tale om en gen-ideologisering af det klassiske velfærds-magtparti. Og det er Mette Frederiksen, personen for bordenden, moder stat, som finder en løsning på alle dine problemer. Om nødvendigt før de indtræffer. Hun er garanten for sikkerhed og tryghed og tager gerne ”ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til”, som S-formanden har formuleret det.
Venstres nytiltrådte partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, virker snarere som en reinkarnation af Poul Schlüter, der regerede efter bonmotet ”ideologi er noget bras”. I de få interviews, Ellemann har givet siden sin tiltrædelse, er det ikke til at vride en ideologisk kerne ud af ordstrømmen. Han dyrker en afsøgende, håndholdt linje, med lidt socialliberalt, lidt konservativt arvegods, hvor vi finder ud af resten hen ad vejen. Han er nok stringent på livgarde-manér, når det kommer til mødetider og passende påklædning, men et borgerligt projekt afviser han at stille sig i spidsen for. Det kan med tanken på antallet af borgerlige partier måske være strategisk fornuftigt, men utydeligt og påfaldende uideologisk er det ikke desto mindre.
Frederiksen og Ellemann repræsenterer to forskellige menneske- og samfundssyn. Selvom de politiske forskelle er til at overse, vil de derfor også kunne præge samfundet i forskellige retninger. Den ene har fundet en løsning og vil bruge statens magt til at gennemtrumfe den. Den anden finder måske en løsning i morgen, hvis han kan få enderne til at nå sammen.
Historisk har den pragmatiske leder haft gode kår i et lille land, som holder af konsensus og fleksibilitet. Men vi lever i nye tider. Ideologiske tider. Det kan give Frederiksen en fordel i kampen om den politiske magt. Men det kan også blive et andet Danmark, end det vi kender.