Tæt ved indgangen til Donald Trumps tredje år som USA’s præsident er det slående, at det er mandens helt individuelle karaktertræk, der i stigende omfang fremstår som det mest foruroligende ved Trump-fænomenet. Hans impulsstyrede adfærd, primitive udfald mod folk, der indtil i går var hans nære støtter og venner, og hans farlige drift mod at sætte enhver konfrontation på spidsen er mere bekymrende end den faktiske politik, hans regering fører. Den er der som bekendt ganske mange, der finder foruroligende nok. Men i det mindste gælder det for Trumps politiske tiltag, at de oftest har ligget i relativt forudsigelig forlængelse af, hvad han har sagt, han ville.
Når man skal gøre status over Trumps første halve præsidentperiode, kan man derfor – med alle de forbehold, der følger af Trumps personlige labilitet – sige, at han ikke har fået udrettet alle de ulykker, som hele den liberale del af den vestlige verden var villig til på forhånd at tilskrive ham, da han blev valgt i 2016. Samtidig må man konstatere, at han har formået at overraske negativt som person og som politisk figur. Det kræver en del, eftersom han allerede som udgangspunkt vandt ganske få priser for sympatiskhed.
Han er så forfærdelig, så åbenlyst uden loyalitet og basale civile dyder, at endog mange af dem, der mest hengivent har støttet politikeren Trump, har måttet vende sig fra personen Trump med gru.
Den gode indvending er naturligvis, at en dybt problematisk personlighed på verdens mest magtfulde post ikke i længden kan undgå at påvirke den politikførelse, der sker i hans navn, i tilsvarende problematisk retning. Det så man mere tydeligt end tidligere, da Trump i et træk, der rystede endog hans allermest loyale garde, op til jul tog afsked med sin forsvarsminister, James Mattis. Han har tjent Trump siden indsættelsen den 20. januar 2017. Mattis er en politiker af den gammeldags skole, der lytter til argumenter, støtter sine beslutninger på analyser og tager allierede og venner i ed før drastiske skridt. Alt det, Trump har gjort det til en doktrin at se stort på. Præsidenten ventes at udpege en jasiger i stedet. Med Mattis ude fra den 1. januar er verden blevet et lidt mindre sikkert sted, eftersom hans forsvinden fjerner endnu en hindring for, at Trump kan gå direkte fra indskydelse til handling.
Bag forsvarsministerens fratræden ligger, at hans forsøg på at fastholde en klassisk amerikansk udenrigspolitik med vægt på alliancer og aftaler efterhånden var blevet uforenelig med Trump-paradigmet. Trump reagerede, som hans vane er, med fornærmelser mod sin afgående medarbejder.
Udslagsgivende for Mattis blev Trumps abrupte erklæring den 19. december om, at alle amerikanske tropper trækkes ud af Syrien. Det vil de færreste Trump-vælgere bebrejde ham, eftersom præsidenten har villet det fra starten. Og den triste realitet er, at tilbagetrækningen ikke gør den store forskel, medmindre man er en af de tapre kurdiske kæmpere, der har ført krig mod Islamisk Stat med amerikansk opbakning på jorden. Rusland og Iran har for længst vundet slaget om Syrien, og USA’s muligheder på dén scene var efterhånden blevet indskrænket til taktisk bekæmpelse af Islamisk Stats resterende terrorreder.
Det chokerende er, at Trump er ligeglad med, at hans allierede er dybt bekymrede over tilbagetrækningen, som de intet havde hørt om på forhånd. Trumps person trådte tydeligere frem i dette juleintermezzo. Og det varsler særdeles ilde for de resterende måneder af hans præsidentskab.