Hvis man vil forstå den gruopvækkende dybde af negativ social kontrol, er der næppe en mere tydelig sag end den, der blev rejst i går.
Her kunne Berlingske afdække detaljerne i en skilsmissekontrakt, som en imam i Odense, Abu Bashar, har udformet for et muslimsk ægtepar, underskrevet af begge samt af flere vidner. Det er dog ret tydeligt, at kontrakten ikke giver nogen form for sikkerhed for kvinden, der trues med at blive frataget forældremyndigheden over parrets børn, hvis hun bliver gift med en anden mand, flytter mere end 130 kilometer væk eller opfører sig på en måde, der kan krænke familiens ære.
Nu er det jo heldigvis ikke imamer, der i Danmark administrerer forældremyndigheden, men når kvinden alligevel har skrevet under på en aftale, der stavnsbinder hende både geografisk og menneskeligt, er det jo højst sandsynligt af frygt for, hvad alternativet kunne være.
I et land så sekulært som Danmark vil de fleste instinktivt reagere med skepsis, når de hører om religiøse domstole, der blandt andet håndterer skilsmisser og familiekonflikter. Ofte vil en sådan skepsis dog være ubegrundet og mest af alt være udtryk for en manglende forståelse for religionens betydning som moralsk og kulturelt afsæt for et menneskes liv. Eksempelvis har både den katolske kirke og det jødiske samfund særlige instanser, som behandler sager om skilsmisser, så de involverede parter kan supplere en juridisk skilsmisse med en aftale i overensstemmelse med deres tro.
Men i disse sager vil hverken kvinde eller mand blive frataget deres grundlæggende borgerrettigheder, hvilket jo netop er, hvad der er sket for den muslimske kvinde – og det er her, det store problem ligger, for med hvilken ret mener imam Abu Bashar, at han kan ignorere og udhule dansk lovgivning?
Det skal han naturligvis ikke have ret til, og derfor er det glædeligt, at sagen er blevet meldt til politiet og har ført til skarp kritik fra både politikere, integrationseksperter og muslimer, herunder andre imamer, der blandt andet har betegnet Abu Bashar som en ”baglokale-imam”. En sådan afstandtagen er både berettiget og positiv, da den kan medvirke til, at dette ikke bliver en sag om alle muslimer, men fastholder fokus på de mest yderligtgående, integrationsfjendske tendenser i dele af det muslimske miljø.
Kristeligt Dagblad har de seneste uger beskrevet den skarpe kritik af en RUC-rapport, der netop skulle sætte fokus på negativ social kontrol i muslimske miljøer, hvilket den aktuelle skilsmissesag må siges at være et skræmmende konkret eksempel på.
Kritikken går blandt andet på, at rapporten afviser problemer med æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol i indvandrermiljøer, ligesom forskerne bag rapporten anbefaler regeringen at se koran- og arabiskundervisning som et potentiale for frigørelse. En trist detalje ved rapporten er samtidig, at den tager afsæt i interviews med kvinder fra Odense – altså i samme muslimske miljø som den aktuelle sag.
At der eksisterer en så bred kløft mellem kvindernes virkelighed og forskernes fortolkning af virkeligheden, er desværre også medvirkende til, at imamer som Abu Bashar kan fastholde en form for autoritet, trods en åbenlys disrespekt for dansk lovgivning. Når selv statsfinansierede forskere mener, at kvindernes frigørelse skal ske gennem koranlæsning, efterlades de undertrykte kvinder i en helt uacceptabel situation, hvor de jo netop tages som gidsler af imamer uden respekt for ligestilling og borgerrettigheder.