Imamer under Erdogans styre

Tyrkiske imamer bør ikke længere have særrettigheder

Det har ikke været betryggende at læse om Danmarks tyrkiske imamer den seneste uge. Kristeligt Dagblad har i en række artikler afdækket forholdet mellem de 29 herboende imamer og Diyanet, som er den statslige enhed, der fra Tyrkiet styrer landets prædikanter over hele verden.

For første gang indrømmede en tyrkisk embedsmand i et interview i Kristeligt Dagblad, at den tyrkiske ambassade har indsamlet information om kritikere af præsident Erdogans regering. Det drejer sig om fire mænd og 14 skoler i Danmark, som hævdes at være tilknyttet Gülen-bevægelsen. Men man kan have sin frygt for, at tyrkerne også overvåger andre kritikere af det siddende styre i Ankara.

De herboende tyrkiske imamer har særrettigheder, som undtager dem fra dele af den imamlov, der skal beskytte Danmark mod radikalisme. Engang var opfattelsen, at tyrkiske imamer var moderate, fordi de blev holdt under kontrol af sekulære myndigheder, og derfor fik de særstatus i Danmark. Men den seneste uges forløb rejser spørgsmålet, om ikke den tid er forbi, hvor det er en garanti for moderat adfærd at være imam ansat under den tyrkiske stat. Det er to punkter, som danske politikere må finde løsninger på: Der må sættes en stopper for tyrkisk overvågning af politiske modstandere i Danmark og særrettigheder til landets imamer.

Under hele diskussionen lurer det spørgsmål, om man skal udarbejde love imod forkyndere, der kontrolleres af en fremmed stat. Det er ikke så simpelt, som det lyder. For forbyder man udefrakommende styring af religiøse forkyndere, vil mange andre aktører også blive ramt. I den katolske kirke hører præster under Vatikanet, som er en stat. Skal de også forbydes? Nej, tværtimod må man vende sig imod den kriminalisering, der i dag rammer alle religiøse forkyndere, selvom udfordringen helt overvejende er islamisme.

Det er tankevækkende, at de tyrkiske statsimamer ikke er blandt de mest ekstreme i Danmark. Imamerne i Grimhøjmoskéen hører ikke under nogen stat. Det kan ikke udelukkes, at det faktisk er sandt, at statskontrollen med de tyrkiske imamer har forhindret mere radikale imamer. Så det er ikke indlysende, at det skulle være et fremskridt at forbyde, at religiøse forkyndere styres af udefrakommende magter.

Men imamernes tilknytning til lige præcis den tyrkiske stat er problematisk. Hvor Tyrkiet engang var moderat og Europa-venligt, har landet under præsident Erdogan udviklet sig til en trussel. I bogstaveligste forstand. Så sent som i marts sagde Erdogan, at ”ingen europæere noget sted i verden kan gå sikkert på gaden”, hvis Europa fortsætter som nu. Samtidig har han opfordret tyrkere i Europa til at få fem børn, og ikke tre, som svar på europæernes ”fjendtlighed og uretfærdighed”.

Altså en demografisk trussel. Kan imamer ikke lægge afstand til denne type udsagn fra deres regeringsleder, er det svært at sige, at de hører til i kategorien af moderate imamer.