Lad os tage det positive først. Det er stærkt opmuntrende, at valgdeltagelsen i muslimsk dominerede boligområder steg voldsomt ved sidste uges folketingsvalg. Som blandt andre Morgenavisen Jyllands-Posten har afdækket, har muslimske kulturforeninger og imamer i Gellerupparken i Aarhus og på Nørrebro i København gjort en massiv indsats for at få medlemmerne til stemmeurnerne. Den lave valgdeltagelse i udsatte boligområder har ellers længe været en stor udfordring og skidt for integrationen. Angiveligt er det partiet Stram Kurs og dets leder, Rasmus Paludan, som nu har fået muslimerne til at se demokratiet som en vej til at kæmpe mod racismen.
Den høje valgdeltagelse er umiddelbart overraskende, da mange muslimer hidtil principielt har lagt luft til demokratiet, i hvert fald som det praktiseres i Vesten. Demokrati som ideologi er ikke forenelig med, at al suverænitet tilhører Allah, har det lydt.
Desværre har imamerne dog også kun taget et halvt skridt på demokratiets vej. Mobiliseringen af de muslimske vælgere har været akkompagneret af ensidige vælgermøder, hvor kun repræsentanter til venstre for midten var inviteret med. Imamer har specifikt opfordret til, at man stemte på partier som Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten. Det råd har mange vælgere så fulgt. I sig selv er det barokt, når man betænker, hvor langt de gængse muslimske anskuelser af for eksempel kønsroller, ligestilling og religionens plads i samfundet ligger fra de nævnte partiers. Man kan gætte på, at imamernes anbefalinger primært bunder i ønsket om en blødere udlændingepolitik og mindre pres på parallelsamfundene. Samt at man åbenbart mener, at netop de partier skulle være det sikreste bolværk mod Paludan.
Der er ulykkeligvis meget langt mellem velfungerende demokratier i den muslimske verden, og det er blevet tolket som et udslag af islams teokratiske fundament – hvor samfundet ledes af præster, som taler direkte på Guds vegne. Der har med andre ord manglet den adskillelse af det verdslige og åndelige regimente, som står så centralt i luthersk teologi og i de nordvesteuropæiske samfund. Den sondring er der virkelig brug for, for intet samfund er tjent med at blive drevet efter Koranens forskrifter eller muslimske traditioner.
Man må derfor håbe, at imamernes engagement i folketingsvalget herhjemme på længere sigt bliver et vigtigt skridt i retning af en bredere accept af folkestyret. Man må håbe, at mange muslimers første møde med valg, stemmesedler og stemmebokse denne gang vil øge appetitten på demokrati, politisk samtale samt vilje til at lade modstandere komme til orde. At det vil skabe en forståelse for, at man godt kan stemme noget andet end det, imamen siger, og at politikere fra alle partier skal inviteres med til vælgermøder.
Forhåbentlig vil imamerne allerede inden næste folketingsvalg tage flere skridt i demokratiets retning.