Der går sjældent en måned uden, at verden chokeres over horrible forbrydelser, som indiske piger helt ned til spædbarnsalderen udsættes for. Som det fremgår af dagens avis, blev en nyfødt pige forleden levende begravet i en by i det nordlige Indien, og for mindre end halvanden uge siden døde en 15-årige pige på et hospital i Delhi efter en livsfarlig, påtvunget abort.
Selvom ligestilling mellem kønnene er nedfældet i Indiens forfatning, og landet har tilsluttet sig FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling, hvor nummer fem handler om at skabe ligestilling og udrydde al diskrimination mod kvinder og piger inden 2030, er det dybt beskæmmende, at Indien fortsat er verdens mest farlige land for piger og kvinder. Også for dem, der end ikke er født.
De indiske piger vælges simpelthen fra, fordi de anses for at være for dyre i drift. Kønsselektion ved abort har i Indien været forbudt ved lov siden 1994, men på grund af patriarkalske familiemønstre, manglende håndhævelse af lovgivningen og politisk ignorance sker det stadig i så stor stil og blandt alle samfundslag, at der ifølge den indiske regerings egne skøn mangler over 63 millioner piger, som ellers ville være blevet født.
På verdensplan er der tale om 117 millioner ”forsvundne” piger, anslog FN allerede for fem år siden, så indernes uetiske fravalg af piger vejer tungt i en statistik, der er så moralsk beskæmmende, at den vedrører os alle og ikke kan italesættes og fordømmes ofte nok. Som tidligere anført på denne plads er det paradoksalt, at det, som har været den vestlige kvindekamps måske største sejr, fri abort, nu bliver brugt til den ultimative undertrykkelse af kvindekønnet.
I flere indiske landsbyer er konsekvenserne så tydelige, at piger simpelthen mangler i gadebilledet. Også fordi mindst 240.000 piger hvert år dør som følge af svigt og dårlig ernæring, inden de fylder fem år. Den stigende maskulinisering af det indiske samfund er også en af forklaringerne på det uhyrlige antal voldtægter, drab og overgreb på kvinder og piger, som et stigende antal indere heldigvis er begyndt at sige fra over for.
Forskere har da også anført, at det mest effektive våben i kampen mod kønsselektion er en ændring af den kollektive samvittighed, så fravalget af pigebørn bliver forbundet med skam, samtidig med at pigers og kvinders status bliver forbedret gennem konkrete ligestillingstiltag. Det er ikke nok med store oplysningskampagner som dem, den indiske regering har iværksat de seneste år, hvis de ikke følges op af handling på lokalt plan.
Erfaringerne fra delstaten Haryana viser, at en vedholdende indsats fra sundhedsarbejdernes side med registrering og rådgivning af alle gravide og uddannelsesprojekter kan gøre en positiv forskel.
Indiens piger og kvinder har brug for al den støtte, de kan få. Kun ved åbent at udstille og diskutere den dybt uetiske nedvurdering af kvinder, som kønsselektion er, kan der ske forandringer.