Prøv avisen
Leder

Indvandring udhuler velfærden

Ikke-vestlig indvandring skal mødes med krav om deltagelse

Etisk og eksistentielt kan og bør man ikke gøre et menneskes værdi op i penge. Men i den store samfundsøkonomiske regnemaskine er vi alle reduceret til et tal, et beløb med to streger under. En skoleelev koster eksempelvis 69.000 kroner årligt, en kræftpatient er opgjort til en gennemsnitspris på 315.000 kroner over fem år, mens en person med demens skønnes at koste 300.000 kroner årligt.

Den slags beregninger kan virke kyniske, men er nødvendige i et samfund, hvor midlerne er begrænsede og skal hjælpe så mange som muligt. Velfærdstaten er presset, og derfor er det nødvendigt med fakta, hvis vi skal have en kvalificeret demokratisk debat om den fælles husholdning. Og torsdag offentliggjorde Finansministeriet så et tal, der med god ret har skabt debat: De samlede årlige udgifter til ikke-vestlige indvandrere og efterkommere lyder på 36 milliarder kroner på grund af manglende beskæftigelse.

Mens udgifterne til skoleelever, kræftpatienter og demente kan betragtes som nødvendige, er de 36 milliarder kroner foruroligende af flere grunde.

For det første er der tale om et voksende beløb, der kunne være brugt bedre andre steder. For det andet er det ikke en naturlov, at man som indvandrer skal være en udgift. Tværtimod viser Finansministeriets opgørelse, at vestlige indvandrere samt indvandrere fra eksempelvis Kina og Indien, der ikke kan siges at have mange sproglige og kulturelle ligheder med Danmark, er en samfundsøkonomisk gevinst, mens somaliere, libanesere, tyrkere og andre ikke-vestlige indvandrere og efterkommere repræsenterer en meget stor udgift. Og endelig står de 36 milliarder kroner som et trist vidnesbyrd om årtiers dårlig integration, hvor man kan leve flere årtier i Danmark uden at slå rødder og bidrage økonomisk til den fælles kasse, man selv nyder godt af.

At netop den ikke-vestlige indvandring i så høj grad udgør en udgift, vidner om, at integration ikke kun handler om uddannelsesbeviser, men også om kultur.

Eksempelvis kan man ikke komme uden om, at mellemøstlige og muslimske familiekulturer kan være en del af forklaringen på, at især kvinder med ikke-vestlig baggrund er så dårligt repræsenteret på arbejdsmarkedet. Desuden har indvandringen fra flere ikke-vestlige lande været så stor, at tyrkere, somaliere og pakistanere er samlet i parallelsamfund, hvor hjemlandets kulturelle og religiøse normer er blevet fastholdt og modstår påvirkningen fra det danske samfund. Regeringens varslede opgør med ghettoerne er derfor tiltrængt, og det kan undre, at den plan mod parallelsamfund, der blev slået så stort op i statsministerens nytårstale, stadig lader vente på sig.

Den dårlige integration er en dårlig forretning, økonomisk og menneskeligt. Ingen er tjent med store befolkningsgrupper, der lever deres liv på sidelinjen i passiv forsørgelse og ofte i opposition til det danske samfunds normer og forventninger.

Man kan derfor glæde sig over, at det i Finansministeriets opgørelse fremgår, at de omdiskuterede stramninger på kontanthjælpsområdet, kombineret med det økonomiske opsving, faktisk har været med til at øge beskæftigelsen.

Men skal de massive udgifter til ikke-vestlig indvandring vendes til et overskud, kræver det modet til at være tydelig og stille krav om deltagelse i det samfund, alle bør føle et ansvar for. Gør man det, vil det ikke kun gavne økonomien, men også de mange mennesker, der i dag lever en skyggetilværelse i det danske samfund.