28 milliarder kroner. Så meget koster indvandringen til Danmark årligt ifølge en ny beregning fra Finansministeriet. Tallet har straks givet debat. Nogle kritikere finder tallet for højt, og andre synes slet ikke, at man skal sætte pris på hjælpen til flygtninge.
Men politik er også en kamp om ressourcer. Det overses ofte i debatten om indvandring, hvor mange argumenterer for, at det altid er rigtigt at hjælpe mennesker i nød. Det er et humant og moralsk synspunkt. Men det er også et moralsk standpunkt, at man skal påtage sig konsekvenserne, også de økonomiske, af de beslutninger, man træffer. Det er en sindelagsetik over for en ansvarsetik.
Hvad enten man tilhører den ene eller anden fløj, må man tage stilling til den ressourcemæssige udfordring ved indvandring. For virkeligheden er, at der er andre velfærdsområder, man ikke kan bruge 28 milliarder kroner på. Der vil være ældrepleje, børnehaver eller skoler, man ikke kan finansiere med de samme penge.
Alvoren står lysende klar, når man betænker, at de fleste nationer i verden, som lever med meget forskelligartede befolkningsgrupper, har det modsatte af den skandinaviske velfærdsstat: I Canada og USA har man været åben for indvandring, men også krævet, at de indvandrede selv skulle tjene til dagen og vejen.
Allerede nu bevæger Danmark sig den vej. Det kan føre til et opgør med velfærdsstaten, der kalder sig universel i den forstand, at alle trængende har ret til hjælp og støtte fra staten. Et multikulturelt Danmark kan vise sig at blive noget andet end et velfærdssamfund.
Danmark er et af de lande, der har gjort mest for at få indvandrere i arbejde. Men vi er meget langt fra at være i mål. Det vidner Finansministeriets nye beregning om. Vi er nødt til at stille hårdere krav for at få indvandrere integreret på arbejdsmarkedet.
Indere, kinesere og ukrainere giver ifølge Finansministeriets beregninger overskud for Danmark. De største underskud giver i nævnte rækkefølge syrere, somaliere, afghanere og libanesere. Hvis man ser bort fra det tidligere jugoslaviske område, er der nationer med overvejende muslimsk befolkning på de nederste 10 pladser.
Man skal være meget forelsket i mennesket i abstrakt forstand for ikke at få øje på denne kulturforskel i regnskabet. Det vil givetvis blive rutinemæssigt dysset ned af politikere og omskrevet til passende grå formuleringer som ”ikke-vestlige lande”.
Men måske ligger svaret i at gøre det modsatte: se problemerne i øjnene for at kunne tage konkret fat på dem. Det er i første omgang, hvad beregningen fra Finans-ministeriet har gjort. Og det er den rigtige vej frem. Det ville nu være konstruktivt, hvis kendere af de mest arbejdsløse subkulturer og repræsentanter herfra ville deltage i oprulningen af sammenhængen, så der kan findes løsninger på arbejdsløshedsproblemet blandt muslimske indvandrere.