Ingen banditter i min baggård

Udsmidning af familier med kriminelle børn kræver varsomhed

For ikke så mange år siden ville man have betragtet det som utænkeligt, at en hel familie blev smidt ud af en almennyttig bolig, fordi et enkelt medlem af familien havde begået noget kriminelt. Tilbage i 1999 afstedkom det et ramaskrig, da Dansk Folkepartis daværende formand Pia Kjærsgaard foreslog, at hele familier skulle kunne udvises, blot et familiemedlem havde begået kriminalitet. Det forslag fik siden Socialdemokratiets formand og daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen til at sige, at Dansk Folkeparti i hans øjne aldrig ville blive stuerene. Nu er der selvfølgelig mere end en gradsforskel på at udvise en familie fra Danmark og på at tvangsflytte en familie ud af et bestemt boligområde, formentlig til et andet inden for landets grænser. Men principielt rører det ved nogle af de samme etiske problemstillinger. Først og fremmest i hvor høj grad samfundet kan straffe en hel familie for forhold begået af et enkelt eller nogle få familiemedlemmer? Dernæst: I hvor høj grad må samfundets og fællesskabets interesser gå forud for beskyttelsen af den enkelte?

Højesteret afgjorde i sidste uge, at Fyns Almennyttige Boligselskab var i sin gode ret til at opsige lejemålet for en mor og hendes to hjemmeboende børn, efter at en tredje søn havde medvirket til at kaste sten og brandbomber mod politiet i Vollsmose i Odense.

Som omtalt i Kristeligt Dagblad i fredags vil flere almene boligselskaber bruge dommen som et redskab til at få sat flere familier på porten, når bare et enkelt af deres familiemedlemmer har været med til at skabe utryghed.

Det er svært ikke at have forståelse for den konsekvens. Boligselskaber har et hensyn at tage til alle beboere, og det er ikke bare drengestreger, når unge kriminelle smider sten og brandbare væsker mod politi, ambulancer og brandbiler. Risikoen er, at hjælpen ikke når frem til dem, der har brug for den, og derfor kan de horrible angreb i sidste ende koste menneskeliv.

Udsmidningen af familier med kriminelle medlemmer kan også statuere et eksempel over for beboere med en anden kulturel baggrund end dansk, som i nogle tilfælde slet ikke forstår, at det er næsten risikofrit at overfalde myndigheder.

På den anden side er udsmidning af familier langt fra en universalløsning på de store boligsociale problemer, som kriminaliteten er udtryk for. Det er meget muligt, at de kriminelle elementer blot fortsætter deres aktiviteter i det nye boligkvarter, de måtte blive forflyttet til. Derfor må myndighedernes hovedindsats fortsat ligge i det forebyggende arbejde med de udsatte familier og deres børn. Hvor meget man end føler trang til at sige ”ingen banditter i min baggård”, bør retten til at sætte familierne ud bruges med varsomhed.