Ingen dansk model i Haag

Kristendemokraterne havde det for svært med Wilders

Ved weekendens indledning brød de hollandske regeringsdrøftelser sammen, næsten tre måneder efter parlamentsvalget den 9. juni. Det skete, da højrepopulisten Geert Wilders' Frihedsparti, som er landets tredjestørste parti, meddelte, at det ikke længere havde tænkt sig at vende tilbage til mødebordene i Haag. Selvom lange forhandlingsperioder, også endnu længere end den nuværende, er normale i Holland, var den sene udvikling en ekstra ubehagelig én af slagsen for Mark Rutte, som er leder af det liberale VVD, der er landets største. For Wilders' udmelding betyder samtidig dødsstødet til Ruttes drøm om at blive premierminister i en regering efter "dansk model", hvor Wilders' parti skulle agere støttehjul for en borgerlig mindretalsregering bestående af VVD og det konservative, kristendemokratiske CDA.

Wilders gjorde ved annonceringen af sin beslutning en del ud af at skyde på sidstnævnte parti. Og CDA må da også tage sin store andel i, at forhandlingerne mislykkedes, også selvom det var Wilders, som tog trækket - muligvis kalkulerende, at han vil vinde endnu flere stemmer ved næste valg ved at være i total opposition.

Kristendemokraterne har således været igennem store interne rivegilder i løbet af forhandlingerne, da både dele af partiets parlamentsgruppe og store dele af partiets bagland har været lodret imod at gå ind i en regering, der var afhængig af Frihedspartiets, PVV?s, stemmer. Ikke mindst har der været fokuseret på den store forskel på CDA?s og PVV?s respektive syn på religion. Det kristent funderede CDA har traditionelt været fortaler for meget vide rammer for religionens rolle i det offentlige rum og religionsfrihed generelt, mens Wilders må betegnes som generelt religionsforskrækket - og ikke mindst som en yderst heftig kritiker af islam som religion, hvilket også har kunnet ses udmøntet i konkrete forslag om eksempelvis at forbyde Koranen, nedlægge muslimske skoler og indføre en afgift på hovedtørklæder. Og generelt er der kraftige røster i CDA - et dominerende, ofte regeringsbærende, parti i hollandsk politik gennem de seneste 40 år - der ser ham som decideret useriøs.

En direkte sammenligning med den parlamentariske situation i Danmark, hvor også kræfter hos De Konservative har haft det svært med Dansk Folkeparti, ville være forkert. Alene fordi det nuværende VKO-flertal har eksisteret i snart et årti, og fordi Wilders' programerklæringer på mange punkter er hårdere end DF's. Men de hollandske kristendemokrater kan være sikre på, at der kun er en vinder ved den nuværende situation, hvor Rutte nu er nødt til at søge mod venstre for at danne regering: Geert Wilders. brun