Ingen entré til livets mening

Alle bør have mulighed for at leve et aktivt kultur- og kirkeliv

Ingen entré til livets mening

Der er mange fordele ved at gå på museum eller opleve en koncert. Man udvider sin horisont, man lærer om kunsthistorien, og man skærper sin syns- og høresans. Derudover kommer man ned i tempo og løfter blikket fra sig selv. Lutter fordele.

Nu viser en omfattende undersøgelse, at man sandsynligvis også lever længere, hvis man med mellemrum besøger et museum eller en koncertsal.

Undersøgelsen er offentliggjort i London i et anerkendt lægefagligt tidsskrift og viser blandt andet, at jo oftere man har en kulturel oplevelse, jo mindre er risikoen for at dø i tiden lige efter. Andre faktorer spiller selvsagt også ind – eksempelvis kost og den enkeltes generelle sundhedstilstand – men det afholder ikke en professor fra University College London fra at løfte undersøgelsens resultater til et generelt niveau: ”Vi ved, at en fornemmelse af mening i livet er vigtig. At involvere sig og blive begejstret for kunst vedligeholder din mening med livet,” siger Andrew Steptoe til avisen The New York Times.

Her i tiden mellem jul og nytår er det værd at reflektere over parallellen mellem kulturliv og kirkeliv. En stor del af befolkningen har været i kirke i juledagene og har der fået en oplevelse, der kan sidestilles med de britiske forskeres indsigter.

På både museet (for nu at tage bare én del af kulturlivet) og i kirken træder man indenfor i en institution, der er langt ældre end en selv. Ude i det øvrige samfundsliv er der så meget, der handler om en selv, men på museet og i kirken handler det om noget andet. Man frisættes fra sig selv i fællesskabet med andre.

Desuden vaccineres man mod at tro, at man skal forstå alting første gang, man ser eller hører noget. Et underligt penselstrøg hos Picasso eller et mærkeligt ord hos Kingo: Der er noget at grunde over, til man kommer igen næste gang.

Endelig er der et fascinerende sammenbrud af tidsfornemmelsen, når man går på museum og i kirke. Man oplever både det historiske vingesus, og at der kommunikeres direkte til mig, hin enkelte: Dette maleri eller dette tekststed handler jo om livet her og nu, på tværs af århundrederne.

Når dette er sagt, er der én væsentlig forskel: prisen. Kirkerne og de statslige museer er begge finansieret over skattebilletten. Det er derfor ingen entré til babysalmesang og højmesse, mens et besøg på eksempelvis Statens Museum for Kunst eller i Det Kongelige Teater koster penge. Det er politisk inkonsekvent og principielt forkert.

Når efterhånden flere undersøgelser viser, at det er både mentalt sundt og livsforlængende at være engageret i kulturlivet, bør så mange som muligt have glæde af kunsten. Det bør ikke være entréen, der forhindrer de mange borgere, der ikke kommer fra et hjem med klaver, i at opleve den ypperste kunst på de statslige kulturinstitutioner. De har jo én gang betalt deres skat.

Her kan politikerne på tærsklen til et nyt år passende tage ved lære af USA, hvorom man ellers tror, at alting koster penge. Ikke i forbundshovedstaden Washington D.C. og på de mange vidunderlige museer under nationalmuseet the Smithsonian Institution. Her kommer alle gratis ind og lærer, at vi er langt mere end skatteydere og arbejdsmyrer, men mennesker af ånd med en historisk bevidsthed.

At aktiv deltagelse i kultur- og kirkeliv så sandsynligvis også kan være med til at forlænge livet, er en storartet biomstændighed, som alle bør have mulighed for at erfare. Uden entré.