Prøv avisen
Leder

Ingen folkekirke uden bredde

Husk rummelighed i strid om vielse af homoseksuelle

Det er nu lettere at være rummelig, når de andre mener det samme som en selv.

Den følelse har de fleste nok siddet med, når de fra tid til anden støder på holdninger, der i egne øjne virker helt uforståelige. Heldigvis er de fleste reflekterede nok til at forstå, at rummelighed kun giver mening, når den også omfatter holdninger, der ikke nødvendigvis flugter med ens egne.

Når det gælder folkekirkens vielse af homoseksuelle, er situationen dog en anden og rummeligheden under pres. Da et politisk flertal i 2012 lovliggjorde vielse af homoseksuelle, var det en imødekommelse af et ønske hos et stort flertal af befolkningen og et stort flertal af folkekirkens præster. Processen med den politisk styrede kursændring af et centralt ritual var ikke elegant, men endte på klassisk dansk vis med en mindelig løsning, hvor den enkelte præst blev garanteret friheden til ud fra sit teologiske ståsted selv at afgøre, om han eller hun vil vie homoseksuelle.

Man kunne så håbe, at den historiske sejr for fortalerne for vielse af homoseksuelle ville dæmpe gemytterne og styrke opbakningen til en folkekirke, der netop rummer hele befolkningen og hele præstestanden.

Desværre ser det ud til at gå den forkerte vej. Mere vil som bekendt have mere, og de seneste måneder har man oplevet, hvordan blandt andre Socialdemokratiets kulturord-fører Mogens Jensen og den radikale københavnske lokalpolitiker Tommy Petersen har foreslået, at vielse af homoseksuelle skal være lovpligtigt for kirkens præster. I går kunne Kristeligt Dagblad så beskrive, hvordan Brønshøj Kirke ved København i et jobopslag gør det til et krav, at den fremtidige præst vil vie homoseksuelle.

Kirkens jobopslag kan godt forsvares, da man dermed tager højde for et spørgsmål, der alligevel vil blive stillet under en jobsamtale. Så hvorfor spilde kirkens og ansøgernes tid, hvis der ikke er enighed i spørgsmålet om vielse af personer med samme køn? Men ærgerligt er det, at vielse af homoseksuelle, der i parentes bemærket kun blev foretaget 105 gange i 2016, i så høj grad er blevet et symbol for hele præstegerningen. Om man er en fremragende prædikant, en hjertevarm sjælesørger eller en stærk teologisk kapacitet lader i stigende grad til at være mindre vigtigt end ens syn på vielse af homoseksuelle.

Folkekirken som fælles religiøs, kulturel og social ramme vil smuldre, hvis der ikke gives plads til holdninger, der ikke umiddelbart synes tilstrækkeligt i tråd med tidsånden.

Evnen til at mødes på kirkebænkene på tværs af sociale, økonomiske og kulturelle skel mindskes, hvis man måler og rangordner hinanden efter synet på vielse af homoseksuelle. Folkekirken er bred, og der vil aldrig blive fuld enighed om alt, men i en tid, hvor individualiseringen dyrkes som aldrig før, er kirkens samlende betydning måske større end nogensinde. Der påhviler derfor alle et fælles ansvar for ikke at lade århundreders fællesskab gå tabt i en strid om, hvorfor modparten ikke er så rummelig som en selv.