Prøv avisen
Leder

Ingen mennesker bør dø alene

Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør pŒ Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen

Alt for mange dør i ensomhed. Derfor er vågekoner en god idé

Hvert år dør mere end 50.000 danskere, og alt for mange drager deres sidste suk alene. De dør derhjemme uden pårørende, venner eller plejepersonale ved deres side.

I takt med at flere og flere lever alene, vil det problem vokse. For det er et problem. De sidste dage og timer på dødslejet kan være den vigtigste tid i et menneskes liv, men det kan også være en angstpræget tid. Ingen mennesker bør dø alene.

Alle bør have en hånd at holde i.

Det mener også den 76-årige Jonna Kristensen fra Hanstholm. Hun er, som det beskrives i dagens avis, initiativtager til, at det gamle vågekonebegreb er kommet til ny værdighed.

Som hjemmehjælper erfarede hun, at alt for mange døende lå alene tilbage, når hun havde besøgt dem på sin vagt.

Derfor tog hun for 15 år siden initiativ til, at der i Hanstholm blev oprettet en gruppe, der på frivillig og ulønnet basis påtog sig at våge ved de døende mennesker i området, der ikke havde andre til at gøre det, eller hvor de pårørende havde brug for aflastning.

Siden er idéen blevet taget op af store landsdækkende organisationer som Røde Kors, Ældre Sagen og De Samvirkende Menighedsplejer.

Jonna Kristensens initiativ og den uegennyttige indsats, som hun selv og en række gæve kvinder i Hanstholm har påtaget sig som vågekoner, bliver på mandag belønnet med Kristeligt Dagblads Pris.

Det sker ved en sammenkomst, når avisens bestyrelse og repræsentantskab mødes til sit årlige efterårsmøde.

At nutidens vågekoner er blevet udbredt fra Hanstholm og til store dele af landet i de seneste 15 år, viser, at velfærdsstaten ikke kan løse alle menneskets problemer. Den tilbyder ikke et bankende hjerte eller en varm hånd at holde i.

Udbredelsen af vågekoner er formentlig også et af flere udtryk for, at døden heldigvis ikke længere er så tabuiseret, som tilfældet har været. Der er oprettet hospicer for døende i mange dele af landet i de senere år, fordi den fælles bevidsthed om at sikre så mange som muligt en værdig og smertefri død er vokset.

Og i overmorgen markerer kirker i hele landet, at det er allehelgens søndag. Det er en gammel katolsk og kirkelig højtid, der i folkekirken var sygnet hen, men nu samler stadig flere mennesker.

Det er rigtigt at mindes de døde, og det er der flere og flere, der gør.

Vågekonerne i Hanstholm er et livsbekræftende eksempel på, at et enkelt menneskes initiativ kan blive til glæde for mange. Og så minder vågekonerne os alle om, at det, de bidrager med, kan vi også selv gøre mere for at fremme, nemlig menneskeligt nærvær.

Det fortjener de en pris og tak for.