Instruktørers moralske ansvar

Viden om historien kommer fra populærkulturen. Det forpligter

Michael Bach Henriksen
Michael Bach Henriksen. Foto: Leif Tuxen.

Med dagens premiere i landets biografer på filmen ”Tordenskjold og Kold” skydes en ny runde i debatten om historisk korrekthed i fiktionsfilm i gang. Virkeligheden er fantastisk dragende materiale, og hver gang nye danske film tager den historiske virkelighed op, reagerer både politikere og borgere intenst.

Det så man med Ole Bornedals tv-serie ”1864”, Martin Zandvliets film ”Under sandet” og Roni Ezras ”9. april”, for blot at nævne de nyeste eksempler her i landet. I udlandet har man tilsvarende debatter, blandt andet i forbindelse med tv-serien ”Downton Abbey”, hvor man underligt nok ikke beder bordbøn, selvom det var en udbredt praksis i det portrætterede samfundslag på det tidspunkt, serien foregår.

Alle disse debatter viser dels, at befolkningens historieinteresse er stor og usvækket, og dels, at filmproducenterne har et særligt ansvar for at være præcise, når de deklarerer deres film som ”historisk drama”. Film om populære historiske emner påvirker givetvis den brede befolknings opfattelse langt mere, end historiebøger gør, så instruktørerne sidder med en vis magt mellem hænderne. Det forpligter.

I debatten brydes et æstetisk og et historisk ideal. Instruktører og historikere ser ikke det samme i materialet. Instruktøren skal komponere et kunstværk, der overbeviser æstetisk og har en egen stemme. Han eller hun har også genrekrav at leve op til: Der er forskel på, om man laver satire eller drama, en spændingsfilm eller en musical.

Historikeren er optaget af, at der ikke begås vold mod kilderne, så fakta ikke fordrejes i en bestemt sags tjeneste. Hvis en film om Anden Verdenskrig hævder, at nazisternes udryddelseslejre ikke fandtes, skal det selvsagt kritiseres. Men er det i orden at skifte nationalitet på en sergent fra tysk til dansk, som det skete i filmen ”Under sandet”? Det er svært at fastlægge en grænse, herunder også en bagatelgrænse, og hvis man kunne, ville man ikke have debatten, hver gang en ny historisk film har premiere.

Det afgørende er, at man spiller med åbne kort. Hvis man laver noget om, bør man stå ved det som filmproducent og deklarere, at dette ikke er den historisk korrekte virkelighed. Eksempelvis er Oliver Stones film om de amerikanske præsidenter Kennedy og Nixon ikke korrekte, men overbevisende kunstneriske visioner fra en egensindig instruktør er de nu alligevel.

Historikerne gør det rigtige, når de kritiserer unøjagtigheder og fordrejninger i film, der præsenterer sig som historiske dramaer. Instruktørerne bør være lige så stolte på deres fags vegne og stå ved, at de laver fiktion. Fiktion kan sagtens være sand, selvom den ikke er historisk korrekt.