Hvad er det, som skaber god integration i det danske samfund?
Spørgsmålet er blevet meget aktuelt igen på en trist baggrund. Som beskrevet i går og i dag her i avisen har en række såkaldte integrationsprojekter, der har fået støtte fra satspuljemidlerne fra 2011 til 2017, vist sig at være slået fejl. En aktindsigt i projekternes evalueringsrapporter viser, at over halvdelen end ikke lever op til deres egne målsætninger. Der er eksempler på projekter for indvandrere, hvor der stort set ikke har deltaget indvandrere.
Med rette rejses der nu kritik fra flere sider. Projekterne har ikke været grundigt nok forberedt, siges der. Det er forkert, at de projektmagere, som modtager penge, skal evaluere sig selv, lyder det også. Det er spild af penge, fremføres det.
Men den væsentligste kritik handler ikke om de konkrete projekters kvalitet eller mangel på samme; den vigtigste indvending handler om hele tænkningen og tilgangen, som ligger bag.
God integration handler nemlig ikke om at kunne lave afgrænsede projekter, der kan modtage nogle offentlige midler og afrapporteres effektivt i et regneark. God integration foregår ikke i lukkede rum, men i det åbne samfund, vi alle er en del af. God integration handler ikke om at puste varm luft op til bobler af ord, som let brister, men i stedet om, hvad der i praksis foregår i det daglige liv, hvor mennesker mødes, samarbejder og taler sammen. God integration sker på arbejdsmarkedet, i skoler, i børnehaver, i foreninger, i idrætsklubber, i sogne og i forsamlingshuse.
Det er samfundet og samfundets bærende institutioner, som er og skal være integrationens omdrejningspunkt, ikke et projekt, ikke en bevilling, ikke en pulje.
Desværre har det danske samfund på mange stræk misforstået, hvad der skulle til for at tage imod og integrere de mange mennesker, der er kommet til landet som indvandrere og flygtninge siden slutningen af 1960’erne. Integrationen er i for høj grad blevet set som et projekt, et afgrænset eller forbigående fænomen.
Med en blanding af idealisme, naivitet og manglende erfaring har vi holdt integrationen ud i strakt arm og puttet den i nogle kasser med puljer, initiativer og særlige konsulenter. Men vi har glemt eller overset, at integrationen ikke er for nogle særligt udvalgte; den vedrører alle. Integrationen er således også en opgave og et ansvar, der gælder alle, som kommer hertil.
Der skal ikke bare udvises forståelse for integrationskonsulenten, projektdeltageren eller sagsbehandleren. Gensidigt må der kræves respekt og forståelse for Danmark, for samfundet, for fællesskabet og for de bærende institutioner, som skaber det, vi er og skal være sammen om.
Det kan stadig nås, men det er nu, der skal tænkes ud af projektboksen og ind i virkelighedens verden.