Først to tal: 36 milliarder kroner og 72 procent. Det første tal angiver nettoudgifterne ved den dårlige integration af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Det andet tal angiver, hvor stor en del af efterkommernes børn – altså tredje generation – der har en forælder, hvis opvækst helt eller delvist er foregået uden for Danmarks grænser.
Det er foruroligende tal, og det er tal, der skal ses i sammenhæng. For man kan næsten sige sig selv, at det må bremse den sproglige, kulturelle og religiøse integration, når næsten tre fjerdedele af alle børn i tredje generation vokser op i familier, hvor den ene forælder ikke selv har rødder i Danmark.
Tallene er samtidig en endegyldig afkræftelse af formodningen om, at vellykket integration bare er et spørgsmål om tid. Det multikulturelle samfund har ikke udviklet sig til en kulørt gryderet, men har resulteret i en række adskilte parallelsamfund, der holdes ved lige gennem giftermål med personer fra det land, som bedsteforældregenerationen forlod for måske 50 år siden.
Det store spørgsmål er naturligvis, hvad man skal gøre.
Gennem de seneste år har man med 24-årsregel, 26-årsregel, 28-årsregel, tilknytningskrav og mange andre tiltag forsøgt at mindske antallet af familiesammenføringer. Alligevel føler ganske mange med indvandrerbaggrund åbenbart stadig en større tilknytning til Tyrkiet, Pakistan og Libanon end til Danmark, når det gælder valget af ægtefælle.
Skal udviklingen vendes, må det politiske fokus fastholdes. Men samtidig bør de unge i indvandrermiljøerne træffe en beslutning om, hvor de har hjemme, ikke mindst af hensyn til deres fremtidige børn. Hvis ikke fjerde generation også skal være kendetegnet ved en dårligere rodfæstelse i Danmark, er det op til tredje generation endegyldigt at pakke kufferten ud og dedikere sig til Danmark, også i valget af ægtefælle.
At slå rod i Danmark er naturligvis ikke ensbetydende med, at man skal kaste vrag på alt, hvad man kommer fra. Rødder er centrale og værdifulde, ikke mindst i en tid, hvor alt fra køn til hudfarve er til forhandling.
Så præcis som danske udvandrere til USA holdt fast i det danske samtidig med, at de kastede sig hovedkulds ud i deres nye hjemlands kultur og for manges vedkommende blev velintegrerede borgere allerede i første generation, bør også danskere med rødder i Tyrkiet, Pakistan og Libanon gøre det samme.
Her kan man dog ikke komme uden om, at den kulturelle forskel mellem Danmark og Mellemøsten, mellem kristendom og islam, rummer nogle modsætninger, der ikke eksisterede ved den europæiske udvandring til USA. Også her må man som dansker med indvandrerbaggrund have mod til at lægge dele af hjemlandets kultur fra sig. For man kan sagtens være muslim med pakistanske rødder i Danmark, men man kan ikke være det på samme måde som i det Pakistan, ens bedste- forældre forlod.