Når kun 17 procent af de syriske kvinder og 54 procent af mændene, som kom til Danmark for fem år siden, ved begyndelsen af dette år havde fundet et reelt arbejde, så vidner det om, at de mange integrationstiltag og stramninger i udlændingepolitikken trods udmærkede intentioner ikke har virket efter hensigten. Dengang udtrykte flere politikere, forskere og debattører ellers håb om, at syrerne ville være forholdsvis nemme at integrere, fordi største-delen af dem skulle være ressourcestærke og veluddannede. Det håb viste sig allerede to år senere at være et naivt skønmaleri, da Rockwoolfonden kunne påvise, at kun tre procent af syrerne havde en lang videregående uddannelse.
Som historien om Husam Abbas, som Kristeligt Dagblad i dagens avis har genbesøgt efter fem års dansk hverdag i Odense, vidner om, så handler det ikke så meget om, hvilken uddannelse flygtningene har med i bagagen. Den tekniske tegner har i Danmark primært arbejdet som tømrer, men er nu arbejdsløs og videreuddanner sig til lastbilchauffør. Abbas har prioriteret det at komme i arbejde over at lære ordentligt dansk, og det er anerkendelsesværdigt, at den syriske familiefar ikke vil ligge velfærdssamfundet til last.
En vellykket integration er dog ikke gjort med et snuptag. Det er de færreste flygtninge, som kan gå direkte ind på det produktive danske arbejdsmarked, og det er sværest for dem, der kommer fra en helt anden kulturkreds. Syrerne skal ikke blot lære sproget, men ofte også tilegne sig et nyt alfabet og andre skikke. Og modsat østarbejderne er det svært for mange af dem at komme i arbejde, så længe de ikke kan sproget.
Her er der inspiration at hente i Norge, som har haft større succes med at integrere flygtninge, og hvor man i langt højere grad fokuserer på at opkvalificere flygtninge gennem uddannelse kombineret med et ydelsessystem, hvor man kun får penge, hvis man enten uddanner sig eller tager et nyttearbejde. Prioriteringen af uddannelse var også nøglen til den vellykkede integration af de bosniske flygtninge i 1990’erne.
Det er altafgørende, at syrerne ikke bliver passiviseret af en velmenende velfærdsstat, som af misforståede hensyn endda kan være med til at holde kvinderne fast i patriarkalske familiemønstre. De er ofre for en grufuld krig, som fortsat forhindrer hjemsendelser i stor stil, og det er forståeligt, at mange gerne vil blive i fred og sikkerhed i Danmark. Det handler om at møde dem i øjenhøjde og med respekt, men det er også udtryk for respekt at stille krav om, at de tager ansvar for deres eget liv og deltagelse i samfundet.
Udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye (S) har ret, når han i dagens avis kalder ”vores integrationsmaskine” for en fiasko. Det er tilmed en forudsigelig fiasko, for det er også rigtigt, når han siger, at ”vi står desværre med de samme problemer, som vi altid har gjort”. Så der er ingen undskyldninger længere. Det er tiltrængt – nok engang – at gentænke hele indsatsen og bruge læren om syrerne til ikke blot at skære i eller omdøbe nogle ydelser, men at følge op med aktiv handling – og ved at stille krav.