Hvis Benjamin Netanyahu i denne uge gør alvor af at gribe det, han har kaldt ”en historisk chance”, og i strid med folkeretten annekterer dele af Vestbredden og Jordandalen, vil Israels premierminister give den i forvejen komatøse fredsproces med palæstinenserne det endelige dødsstød og begrave ethvert håb om en tostatsløsning. For ved at gøre jødiske bosættelser på besat jord til en del af staten Israel gør han besættelsen permanent og skaber kendsgerninger, som torpederer palæstinensernes legitime drøm om en egen stat og ophæver næsten tre årtiers forståelse om at bytte land for fred.
Det er et argument, som både Netanyahu og hans tro væbner i Det Hvide Hus, Donald Trump, afviser. De hævder begge, at Trumps fredsplan for Mellemøsten, som giver Israel carte blanche til at annektere 30 procent af Vestbredden, også udstikker kursen hen imod en palæstinensisk stat. Men det, som palæstinenserne har fået tilbudt, er et kludetæppe af demilitariserede, isolerede øer midt i en udvidet israelsk stat, og som de i øvrigt ingen indflydelse har haft på at udpege.
Som den første amerikanske præsident har Donald Trump nemlig taget ensidigt parti for israelerne, deraf Netanyahus ord om en ”historisk chance”, som måske ikke kommer igen, hvis Trump skulle tabe valget til november. USA er af gode grunde Israels allernærmeste allierede, men det er en hån mod palæstinenserne, at Trumps fredsplan kaldes en ”vision for at forbedre palæstinensernes og israelernes liv”. Den er skrevet af Trumps svigersøn, som var så ublu at sætte sig i palæstinensernes sted uden at inddrage dem. De kan nu få deres egen stat uden Østjerusalem som hovedstad, hvis de indfrier en række ultimative krav, hvoraf flere er særdeles legitime såsom en afsværgelse af terror.
Men som den mangeårige palæstinensiske chefforhandler, Saeb Erekat, så rigtigt påpegede her i avisen i lørdags, så betyder forhandling, at ”begge sider opstiller deres krav, og hver især afgiver noget”. Her er der tale om en pistol for panden, ikke om forhandling.
Man kan med rette indvende, at palæstinenserne heller ikke har grebet chancen for fred, når den har budt sig som i Camp David for 20 år siden. Det er også det argument, Netan-yahu bruger over for de bosættere, der modsætter sig enhver tanke om en palæstinensisk stat i Det Hellige Land, for palæstinenserne er deres egen værste fjende og kommer alligevel ikke til at levere. Hver gang der er gjort endnu et storladent forsøg på at skabe fred, er det endt i skuffelser, så tostatsløsningen har længe lignet en utopi. Samt at en annektering de facto blot vil bekræfte status quo på Vestbredden, hvor Israel har kontrol over infrastrukturen og sikkerheden, og at andre stater i Mellemøsten heller ikke overholder folkeretten.
Men dette handler også om Israels fremtid som demokrati og jødisk stat. Annektering vil føre til et dilemma om enten at blive en apartheidlignende stat eller gøre millioner af palæstinensere til ligeberettigede statsborgere. Netanyahu burde lytte efter, når tidligere top-generaler og efterretningsfolk advarer imod annektering, fordi Israel ikke blot hurtigt kan sidde med ansvaret for hele Vestbredden og Gaza uden nogen exitstrategi, men også risikerer at tabe fredsaftalerne med Egypten og Jordan på gulvet. De har ret i, at målsætningen om en tostatsløsning er afgørende for Israels sikkerhed. Derfor er det vigtigt, at det interna-tionale samfund holder Israel – og også palæstinenserne – op på, at de fremtidige grænser kun kan defineres i en dialog mellem begge parter. Ensidige skridt er ikke vejen frem.