VERDENS ØJNE hviler på Iran i disse dage, hvor landet har været skueplads for de største demonstrationer siden dem, der i 1979 indledte nu afdøde ayatollah Khomeinis islamiske revolution. Det styre, der fulgte, var som bekendt blodigt, undertrykkende og isolerede landet fra verdenssamfundet. Der er grund til at frygte repressalierne mod studenterne - nogle af dem risikerer dødsstraf. Grund til at frygte, at de senere dages voldeliggørelse af demonstrationerne bliver anledning for præstestyret til igen at tage hele magten i sine hænder. Grund til at frygte, at Irans præsident Khatami bliver gjort afmægtig. deres ungdom. Iran har en meget ung befolkning, mere end 60 procent af befolkningen er under 25 år. Hvert år når omkring en million den arbejdsduelige alder - uden at kunne finde arbejde. Disse unge kan i de kommende år forventes at vise stor utålmodighed med landets økonomiske og sociale vilkår. Mange af de voldelige episoder er da også set i fattige kvarterer med få studenter, men mange arbejdsløse unge. Præsident Khatami blev for to år siden valgt med overbevisende 70 procent af stemmerne på sit moderate reformprogram, der også skulle bringe økonomiske forbedringer. Der er stadig håb til hans lederskab, blandt iranerne, i Vesten. Der har hidtil været håb for, at et lignende stemmetal kunne tilfalde reformvenlige kræfter ved parlamentsvalget i februar. Det kræver imidlertid, at utrygheden i befolkningen over den kommende tids udvikling ikke vokser voldsomt. Præsident Khatami har til studenternes frustration holdt sig meget i baggrunden de seneste dage, formentlig af velbegrundet frygt for at bringe sit embede i vanskeligheder. Lederen af Irans Sikkerhedsråd, Hassan Rouhani, truer de lande, der måtte stille sig på de demonstrerende studenters side, med gengældelse. Har han noget at true med? En række vestlige lande har økonomisk interesse i et godt forhold til Iran - det handler ikke mindst om landets store olie- og gasforekomster. Blandt andre har Storbritannien, hvis nylige »fredsslutning« med Iran efter Rushdie-striden har åbnet vejen, store forventninger. Men Iran har også i høj grad brug for Vesten for at få gang i sin økonomiske udvikling. Ingen har interesse i en udvikling i Iran, der på ny vil isolere landet fra verdenssamfundet. Ikke uden for Iran, ikke i Iran. Måtte præstestyret sande dette i tide. ls