Donald Trump smiskede i sin periode som amerikansk præsident for diktaturet i Nordkorea for at få det til at nedbringe sit lager af atomvåben. Resultatet er velkendt: Trump blev til grin for alverden, og nationalkommunisterne i Pyongyang opruster stadig efter bedste evne. Sideløbende viste han en mere destruktiv handlekraft over for Irans forsøg på at erhverve atomvåben. Her var der ingen dialog og smilende fællesfotos, men en ensidig amerikansk opsigelse af den aftale om begrænsning af Irans nukleare planer, som USA ellers havde indgået med iranerne i 2015. En aftale, som det iranske præstestyre ifølge de fleste troværdige kilder faktisk overholdt.
Helt forudsigeligt fik Trump ikke gennemført en ny og skrappere aftale med iranerne, som han ellers stillede i udsigt, og despoterne i Teheran har lige så forudsigeligt svaret med selv at bryde aftalen ved at genstarte oparbejdningen af uran til militær anvendelse.
Det er denne rodebutik, som den nye amerikanske Biden-regering i går indledte et forsøg på at rydde op i. Det sker med base i Østrigs hovedstad, Wien, og uden direkte møder mellem USA’s forhandlere og Irans, men med den oprindelige atomaftales andre medunderskrivere såsom Tyskland, Frankrig, Rusland og Kina som mellemmænd.
Hverken amerikanere, europæere eller – regionalt set nok så vigtigt – israelere har en interesse i, at Iran kan fortsætte på frihjul med sine atomare ambitioner. Et Iran med atommissiler, der kan nå Tel Aviv i Israel og Riyadh i Saudi-Arabien, er rykket tættere på, siden Trump annullerede aftalen, og da ingen ædruelige eksperter tror på et konventionelt militært angreb på Irans atom-centrifuger for at stoppe dem, ligner en slags genetablering af aftalen fra 2015 det eneste tålelige udkomme af pendul-diplomatiet i Wien.
Og det er selvfølgelig et problem: at indlede nogle forhandlinger med et Iran, der nærmest er blevet inviteret tilbage til forhandlingsbordet, og derfor vil føle, at det sidder med en stak gode kort på hånden. Set fra Teheran har amerikanerne mindst lige så meget brug for at bringe 2015-aftalen tilbage på sporet, som iranerne selv har. USA er tvunget af et behov for at beskytte sine strategiske allierede, primært Israel og Saudi-Arabien, mod en shia-muslimsk, nuklear dommedagstrussel.
Denne for USA bundne opgave må i iransk optik udløse massive indrømmelser fra præsident Joe Biden. Hvad presser omvendt det iranske styre? Umiddelbart kun den iranske befolknings vitale behov for udenlandske varer, international samfærdsel, stabilitet og – på sigt – en normalisering af relationerne til Vesten. Men det er bare noget, ayatollah-regimet i årtier har vist sig at tage ganske let på. Teherans erklærede ønske om at eliminere Israel og bremse saudisk indflydelse i Stormellemøsten kommer før regimets omsorg for egne borgere.
USA’s særlige udsending i Iran-anliggender, Robert Malley, er derfor på en ekstremt vanskelig opgave. Den er nødvendig, samtidig med at succes-udsigterne er små. Og forhåbningerne bliver endnu mindre af, at amerikanerne ikke vil – og politisk set ikke kan – stille sig tilfreds med en simpel genoplivning af aftalen. Den havde fejl og mangler, for eksempel at den gav Iran frie hænder, når den udløb. Det vil amerikanerne kræve udbedret i en ny version, hvilket Iran forventeligt enten vil feje af bordet eller forlange uhyrlige modydelser for.
Og det er lige præcist dér, forhandlingerne bør møde en mur. Hvis USA ender med at forlade forhandlingsbordet, kan amerikanerne med rette forvente at få fuldt og helt følgeskab af europæerne.