Religionsfrihed er også retten til ikke at have nogen religion. Og selvom man alt efter temperament godt kan begræde det store antal udmeldelser af folkekirken i disse måneder, så betvivler ingen den enkeltes ret til at fravælge religion og tro.
Sådan er det ikke alle steder i verden.
I dag kan Kristeligt Dagblad fortælle historien om den 27-årige palæstinenser Waleed al-Husseini, som i 2010 blev fængslet af det palæstinensiske selvstyre, anklaget for at forlade islam og blive ateist. Han er desværre langtfra den eneste. I 13 lande – alle muslimske – er der dødsstraf for frafald – eller apostasi, som det også hedder. Det gælder lande som Saudi-Arabien, Afghanistan, Iran, Somalia og Yemen. I Bangladesh er flere ateistiske bloggere blevet halshugget af islamister.
Det kan være svært at forestille sig i en del af verden, hvor retten til at tænke og ytre sig frit, herunder til at kritisere og fravælge religion, har været almindeligt i hvert fald siden midten af det 19. århundrede. Men også i 2016 er det en del af virkeligheden i store dele af især den islamiske verden.
Og ja, der findes også sekter, kristne, jødiske, scientologiske, i Vesten, som er særdeles vanskelige at komme ud af, og hvor den sociale kontrol er udtalt. Men det ændrer ikke ved, at kriminaliseringen af frafaldet i dag først og sidst er et problem knyttet til islam.
Debatten om apostasi er en varm kartoffel i religionsdialogiske kredse, hvor velmenende økumeniske stemmer stilfærdigt opfordrer religiøse ledere i muslimske lande til at anerkende religionsfrihedens grundprincipper, herunder retten til at forlade islam.
Men de omtalte lande ryster ikke på hånden. I Saudi-Arabien afsoner aktivist og fritænker Raif Badawi en fængselsstraf på 10 år og 1000 piskeslag, hvoraf de 50 fandt sted offentligt i januar sidste år. Sagen har fået masser af omtale i internationale medier, men udenrigspolitisk bliver der ikke for alvor lagt pres på den saudiske praksis over for fritænkere og frafaldne.
Fra dansk side kan det naturligvis være svært at påvirke retspraksis i lande som Saudi-Arabien og Pakistan. Men det ville unægtelig være prisværdigt, hvis de drakoniske straffe for religionskritik blev kritiseret højt og utvetydigt og ikke pakket ind i diplomati og erhvervsinteresser.
Hvad vi rent faktisk kan gøre noget ved er imidlertid at adressere den massive sociale kontrol i nogle muslimske miljøer herhjemme, hvor ikke mindst unge kvinder har ualmindeligt ringe muligheder for at vælge deres egen vej i livet – med eller uden religion.
Der findes stemmer på den danske venstrefløj, som her vil indvende: Hvorfor nu al den islamkritik, se blot på Faderhuset og al den undertrykkelse, som findes i Jesu navn.
Til dem er der blot at sige: Åbn øjnene.