Israel: En 70-årsfødselar med udfordringer

Som demokrati kan Israel være stolt, men ikke som fredsmager

Israel: En 70-årsfødselar med udfordringer

Da David Ben-Gurion udråbte staten Israel den 14. maj 1948, skete det ikke blot med ordene om, at ”FN’s anerkendelse af jødernes ret til at etablere deres egen stat er uigenkaldelig”. Den zionistiske leder fremsatte også et ærefuldt løfte om at sikre alle det nye lands indbyggere lige sociale og politiske rettigheder og religionsfrihed.

Og ikke mindst rakte han hånden ud til de arabiske naboer med et tilbud om fred og godt naboskab. Det er et tilbud, det er værd at huske her 70 år senere, hvor Israel stadig er omringet af fjender, der vil slette den jødiske stat fra landkortet, hvor mange af de arabiske israelere med rette føler sig som andenrangsborgere, og hvor palæstinenserne, som flygtede eller blev fordrevet dengang, efterhånden må se deres drøm om en egen stat forvandlet til en utopi.

Samtidig er israelerne, som det også er fremgået af de seneste dages interviewserie her i avisen, med rette stolte over at have opbygget en robust demokratisk retsstat, som stadig er en lysende undtagelse i en urohærget region præget af despoter og undertrykkelse. Det er en præstation, som de jødiske indvandrere fra hele verden har været fælles om trods alle deres indbyrdes sociale og religiøse forskelle. Men sammen med en stigende ulighed er de interne kløfter i det israelske samfund i de senere år i bekymrende grad øget, især mellem de sekulære jøder og det voksende ultraortodokse mindretal, og det er en udfordring, fødselaren mangler at tage hånd om.

I en tid med stigende antisemitisme i Europa er det også værd at huske Ben-Gurions ord fra selvstændighedserklæringen om, at de forudgående års nazistiske folkedrab på seks millioner jøder med al tydelighed havde vist, hvor presserende det var at oprette Eretz Israel; det jødiske folks hjemland. Statens oprettelse gjorde et forfulgt folk til seje overlevere, der – som den dansk-israelske veteran Herbert Pundik har udtrykt det her i avisen – ulykkeligvis ikke interesserede sig for, at et andet folk gjorde krav på det samme land.

For med til 70 års selvstændighed hører også 51 års besættelse af de palæstinensiske områder. Besættelsen koster Israel dyrt, ikke kun på renomméet. Den ofte alt for hårde militære fremfærd og udbygningen af de ulovlige jødiske bosættelser på Vestbredden tærer på landets demokratiske sjæl og israelernes selvforståelse, som når den israelske forfatter David Grossman taler om besættelsen som apartheid. Den er sammen med Donald Trumps provokerende flytning af den amerikanske ambassade til Jerusalem og den israelske regerings stædige negligering af en dialog med palæstinenserne en stor forhindring for fred.

Når premierminister Benjamin Netanyahu bruger jubilæet til at fastslå, at ”vi er stærkere end nogensinde”, ignorerer han, at palæstinenserne også har krav på at forme deres egen skæbne, og at en tostatsløsning fortsat er den eneste rigtige løsning. Men den palæstinensiske ledelse har også et stort ansvar for miseren, og selvom præsident Abbas har undskyldt for utilstedelige antisemitiske udtalelser om, at jøderne selv var skyld i holocaust, viser hans ageren, at Israel fortsat står over for store udfordringer.

Så alene det, at Israel på mandag fylder 70 år, er en bedrift, som fortjener anerkendelse. Den jødiske stat har måttet føre flere krige for at overleve. Det er i dette helt eksistentielle lys, at man skal se torsdagens israelske gengældelsesangreb på iranske stillinger i Syrien. Israel bliver også truet af Irans forlængede arme i Libanon og Gaza, Hizbollah og Hamas, religiøse ekstremister, som stadig nægter at anerkende syv årtiers realiteter.

Men der kommer først fred, når palæstinenserne kan enes om at afsværge brugen af vold og terror og anerkende Israels ret til at eksistere. Og så vil Israel endelig kunne forvandle sig fra et fort til et hjem.