I lyset af det kaos, der hersker i Syrien og Irak og truer med at brede sig til andre dele af Mellemøsten, forekommer konflikten mellem Israel og palæstinenserne at være blandt regionens mindre problemer.
Alligevel fik den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, på ny omverdenens opmærksomhed, da han i onsdags i en tale i FN meddelte, at palæstinenserne bryder med Oslo-aftalen, som er grundlaget for den fredsproces, der har været ført i en årrække, men ikke længere lever.
Hvis ordene står til troende, kan det få dramatiske konsekvenser for forholdet mellem Israel og det besatte Vestbredden.
Som næsten alt, der siges og gøres i denne konflikt, rummer også Abbas' udmelding flere dagsordener og teatertorden, men den udtrykker først og fremmest en frustration over, at fred med Israel og oprettelse af en palæstinensisk stat mere og mere ligner ren utopi.
Begge parter bærer en del af skylden for, at det er gået sådan, og der er ingen tvivl om, at Israel med rette frygter, at en palæstinensisk stat kan blive overtaget af islamistiske kræfter som Hamas, som det også skete i Gaza.
Men både de israelske bosættelser og Israels militære besættelse af Vestbredden er til stor skade for Israel selv.
Ikke bare fordi verdens opbakning til Israel sættes under pres, men også fordi de ulovlige bosættelser, som nu omfatter mere end en halv million jødiske israelere, og den ofte alt for brutale militære besættelse, tærer på landets demokratiske sjæl og israelernes selvforståelse.
Det Israel, som for mange har været et af Mellemøstens lyspunkter med demokrati og respekt for menneskerettigheder, risikerer at sætte sin egen moralske legitimitet over styr, hvis landet fortsætter som nu.
Når besættelsen af Vestbredden, der har varet siden krigen i 1967, har til hensigt at garantere Israels sikkerhed, hvad skal de mange bosættelser på - ofte - privat palæstinensisk jord så gøre godt for?
Ikke uden grund kritiseres Israel i stigende grad for at kolonisere den besatte vestbred, og måden det foregår på, gør det stadig mindre sandsynligt, at der kan skabes en sammenhængende og levedygtig palæstinensisk stat.
Det er fuldt forståeligt, at Israel har et næsten paranoidt behov for at garantere landets sikkerhed, for med naboer, der ønsker Israels udslettelse, må det være sådan.
Derfor står en militær tilbagetrækning fra Vestbredden ikke lige for. Men et vigtigt skridt mod en mere fredelig sameksistens vil være et fuldt stop for bosættelser og en israelsk tilbagetrækning fra de eksisterende.
Hvis Israels sikkerhed afhænger af fuld kontrol med Vestbredden, bør Israel sende soldater og ikke bosættere, der forhindrer palæstinenserne i at dyrke deres eget land og udvikle deres egne virksomheder.
Konflikten mellem Israel og palæstinenserne er yderst kompleks og bliver ikke mindre af splittelsen mellem palæstinenserne selv. Men Mahmoud Abbas har en pointe med sin voldsomme udmelding. Det påhviler i høj grad Israel at gøre mere for at skabe fred.