Prøv avisen
Leder

Italiens migrant-problem er vores

EU’s farceagtige gummibådsudspil viser, at problemet ignoreres

Europa sidder på en tikkende migrantbombe, som vi lader Italien alene om at håndtere. Det var situationen, før EU’s udenrigsministre i mandags mødtes om den i Nordeuropa stort set ignorerede, men ikke desto mindre fortsatte tilstrømning af flygtninge og migranter til Sydeuropa. Og det er situationen efter deres møde, der helt som sædvanligt viste sig magtes- og nytteløst.

Den ubehagelige sandhed er, at den mindre tilstrømning til Grækenland på ingen måde har løst menneskepresset udefra på Europa. Den næsten lige så ubehagelige sandhed er, at vi bare lukker øjnene for det, fordi vi i Nordeuropa indtil videre har kunnet isolere det som et ”italiensk problem”. Men med 93.000 uinviterede tilrejsende, der er kommet over Middelhavet til italienske havne bare i år, er Italiens ellers langstrakte tålmodighed med sagen naturligt nok ved at rinde ud.

Udenrigsministrenes manglende evne og vilje til at behandle det fælleseuropæiske migrantproblem som netop et fælles problem blev understreget med det tilsyneladende eneste konkrete udkomme af deres møde: et forbud mod at sælge gummibåde til Libyen, hvorfra de tusinder og atter tusinder af udvandrere sætter til havs. EU’s politisk valgte afmægtighed over for den største strategiske udfordring, fællesskabet har stået over for nogensinde, kunne næppe illustreres bedre end med dette nærmest farceagtige tiltag.

Folkevandringen over Middelhavet kan nok kaldes et humanitært problem på den måde, at mennesker bringer sig selv i en farlig situation på deres rejse mod det forjættede Europa. Men et flygtningeproblem i konventionel forstand er det kun i meget begrænset omfang. Udvandrerne kommer primært fra en række afrikanske lande, hvor forholdene ikke er sådan, at det kan udløse asyl. En anden stor gruppe kommer af alle steder fra Bangladesh, der som bekendt ligger i Asien og ikke heller er noget udpræget flygtningeproducerende land.

Der er med andre ord tale om en klassisk udvandring, hvor motivet ikke er, at man er tvunget til at forlade sit land, men at forbedringen i livsvilkår ved at nå frem til rejsens mål anses for så stor, at man gerne løber en personlig risiko, der altså er helt kalkuleret. Der er tale om medmennesker, og når de først er ankommet til Italien, skal de have en værdig behandling. Hvad Italien da også altovervejende – og med meget ringe tak fra resten af EU – har været leveringsdygtig i.

Men dette er en menneskestrøm, der ikke stopper af sig selv. Demografien i udvandringslandene er sådan, at den direkte kan true Europas overlevelse som en række velordnede samfund. Der løses ingen humanitære problemer i det store regnestykke ved, at et befolkningspres flyttes fra udviklingslandene til Europa. Uden meget konkrete og, ja, ubehagelige tiltag fra europæisk hold ophører migrantstrømmen først naturligt, når levestandarden i Europa er på niveau med den i udvandringslandene.

Det er på høje tid, at EU begynder at forholde sig til den virkelighed.