Ja tak til dannelse på universitetet

Søren Pind vil have filosofikum. Handler han denne gang?

Uddannelsesminister Søren Pind (V) vil have filosofikum genindført på landets universiteter. Den basale indføring i Europas idéstrømninger blev fjernet i 1971, og nu vil Venstre-politikeren have en moderne udgave af dette forløb tilbage for at udvikle den klassiske dannelse hos de studerende.

”Man er nødt til at styrke det indre menneske,” fordi de studerende står over for en tilværelse, hvor man må forvente at skifte job og livsvilkår igen og igen, forklarede Søren Pind i Deadline på DR 2 i forgårs.

Det er svært at have noget imod Søren Pinds ambition om at ”ruste mennesket til at imødegå forandring” og give ”forståelse for, hvad mennesket er”. Tværtimod må man støtte det. Skolesystemet har i et stykke tid svigtet de unge ved at sætte for stort fokus på læring for læringens skyld og lukke øjnene for, at skole også handler om at finde mening. Man har fokuseret for meget på, hvordan man lærer, og for lidt på, hvorfor man lærer.

Vi lever i en tid, hvor mange mennesker i Vesten har det svært med at tale om, hvad deres rødder er. Eller endnu værre: Hvor mange har det svært med at have rødder. Derfor ser vi modtræk som kulturkanoner, identitetspolitik og regeringsgrundlag, der slår fast, at Danmark er et kristent land.

Der er brug for tiltag som uddannelses-ministerens filosofikum, hvis det, han vil, er at styrke den klassiske dannelse, der understreger betydningen af åndshistorie, litteratur, etik, livsanskuelse og historie. Alt det, der har skabt vores kultur.

Men uddannelsesministeren kunne være klarere med, hvad det er, han vil. Når han taler om dannelse og omstillingsparathed i samme sætning, er kursen uklar. Når han lancerer filosofikum som forståelse af iPads og Kant, øges uklarheden. Og når han ikke vil sige, hvad faget skal indeholde, eller hvor længe det skal vare, skaber han debat om, hvad hans motiver egentlig er.

Søren Pind har nu nedsat en ”inspirationsgruppe”, der skal arbejde med, hvad filosofikum skal indeholde. Det vil give en debat om, hvad dannelse egentlig er. Der ligger nemlig en ideologisk kamp i sproget, hver gang dette ord bruges. Fra pædagogisk hold argumenteres der ofte for en instrumental dannelse, der vil have tværfaglighed, sociale færdigheder og lignende. Men selvom disse kompetencer har værdi, er de ikke, hvad fremtidens danske borgere er i underskud på. Nej, der mangler snarere en forståelse for, hvilke fortællinger vores samfund og menneskesyn bygger på.

Uddannelsesministeren har en god sag med filosofikum. Det store spørgsmål er: Bliver det til noget? Søren Pind har med jævne mellemrum talt om dannelse og filosofikum før, for eksempel i januar, februar, marts, juni og september i år. Men der er ikke kommet meget ud af det. Det er på tide at handle, hvis Søren Pind vil gøre noget for dannelsen i uddannelsessystemet, inden hans tid som uddannelsesminister er ovre.