Det grænseløse Europa var en smuk tanke, men også en utopi. Siden flygtninge- og migrantkrisen i 2015, hvor flere end en million mennesker fra Afrika og Mellemøsten krydsede de stort set ubevogtede grænser til Europa, er de nationale landegrænser blevet trukket op på ny. De bevogtes og kontrolleres af ikke bare Sverige og Danmark, men også Tyskland, Frankrig, Østrig og de fleste østeuropæiske lande. På Balkan har grænsekontrollen lukket migrantruten til Europa.
I denne uge besluttede EU-Kommissionen, at landene kan indføre midlertidig grænsekontrol, hvis der er en trussel mod sikkerheden eller den offentlige orden. Med den aftagende migration mellem landene kan terrorfrygten nu bruges som begrundelse for grænsekontrol. Den kan vare i årevis og er et reelt farvel til det grænseløse Europa.
Genindførelsen af en mere permanent grænsekontrol er ingen ulykke. Den er tværtimod en realpolitisk følge af EU’s monumentale svigt, hvor interne grænser blev ophævet med Schengen-aftalen, uden at de ydre grænser samtidig blev bevogtet.
Grænsekontrol er et signal om, at de enkelte lande, nationalstaterne, fortsat er det bærende i Europa. Grænserne er ramme om landenes befolkninger og velfærdsstater. Men velfærden er ikke for alle, der finder vej over grænserne, og som det prægnant er blevet formuleret i debatten: Enten har Europa åbne grænser og lukkede velfærdskasser eller åbne kasser og lukkede grænser.
Grænsekontrollen symboliserer, at den nationale identitet, som langt de fleste mennesker forbinder sig med, fortsat står stærkt. Det var engang en udbredt forventning, at ligesom religionen ville forsvinde med moderniteten, ville nationalfølelsen forsvinde med globaliseringen. Men det modsatte er sket. Både religion og nationalfølelse har fået en renæssance. Det er naturligt, ikke mindst i en tid præget af historisk store forandringer. Mennesket er drevet mod at søge forankring, og både religion og nationalfølelse er veje til netop det.
Grænsekontrollen i Europa blev de facto genindført i en uge, hvor den franske præsident holdt sin store visionstale for EU’s fremtid. Sammen med EU-Kommissionens verdensfjerne formand, Jean-Claude Juncker, taler Macron for endnu mere EU, mere føderalisme, mere integration, fælles EU-identitetspapirer og fælles grænsepoliti.
Målt op mod udfordringerne fra globaliseringen er Macrons tanker spændende. Men de er også utopiske. Brexit og de følgende parlamentsvalg rundtom i Europa, senest i Tyskland, afspejler de folkelige protester mod udviklingen. Det er protester mod ikke bare indvandring, men mod det tab af kontrol over deres egen tilværelse, som mange oplever. De føler sig med rette truet på deres job eller velfærdsydelser, og de nærer en relevant frygt for, at fremmede kulturer og ikke mindst islam vil vende op og ned på deres egen levevis. EU-systemet repræsenterer en forherligelse af det internationale, og svaret på den folkelige protest er ikke mere af det.
Derimod bør EU og de enkelte lande føre en politik, hvor det internationale må gå hånd i hånd med styrkelsen af det nationale. Det er muligt at være vendt i åbenhed mod omverdenen og samtidig lade den åbenhed følge af en stærk bevidsthed om national identitet, historie, sprog og kultur.
Den førte politik skal afspejle det, og grænsekontrollen er en del af den afspejling.
Den er ikke udtryk for en ny indadvendthed, selvtilstrækkelighed eller lukkethed om sig selv. Den er udtryk for sund fornuft.