Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Ja tak til religionskritik

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Problematisk modstand hos muslimer af retten til at kritisere tro

Hvordan går det egentlig med integrationen af indvandrere i Danmark? Det spørgsmål prøver den store Medborgerskabsundersøgelsen at besvare. Den laves hvert år af Udlændinge- og Integrationsministeriet. 2019-udgaven blev offentliggjort i denne uge.

Resultatet er blandet. På nogle områder går det fremad. Flere indvandrere og efterkommere af indvandrere siger, at de føler sig som danske. Det er en positiv udvikling.

Men det går også tilbage. Næsten halvdelen af efterkommerne af indvandrere fra ikke-vestlige lande – og de er i høj grad muslimer – mener, at det bør være forbudt at kritisere religion. Selvom de er født og opvokset i Danmark, er de større modstandere af religionskritik end deres forældre.

Her i avisen udlagde flere muslimske eksperter udviklingen sådan, at andengenerationsindvandrere bliver mere religiøse end deres forældre. De føler sig ikke som en del af det danske samfund og søger så troen, som giver dem identitet og fællesskab. Samtidig har mange følt sig hetzet på grund af deres tro. Derfor afviser de enhver kritik af deres egen religion. Også selvom den måtte være berettiget.

Integrationsminister Mattias Tesfaye (S) er forståeligt nok bekymret over udviklingen. Det er ikke overraskende, at mange indvandrere med muslimsk baggrund er modstandere af kritik af islams religiøse dogmer. Men det er selvsagt bekymrende, at deres børn er endnu større modstandere af, at det skal være både muligt og lovligt at kritisere religion.

For netop den kritik ligger til grund for alle vestlige samfund og den demokratiske tankegang. Religiøse dogmer skal kunne sættes til debat. Det er i høj grad igennem religionskritik, at Europa er blevet til et sted i verden, som så mange søger til. Her hersker frihed, også til at tro og tænke som man vil.

De muslimske eksperter har sikkert ret i, at indvandrere og især deres børn kan føle sig ekskluderet og hetzet i Danmark. Men det er ikke den vigtigste grund til, at også herboende muslimer modsætter sig kritik af deres tro. De eller deres forældre kommer fra muslimske lande, der i deres lovgivning praktiserer forskelsbehandling af ikke-muslimer. De kommer fra lande, der lovgiver mod blasfemi, så kritik af islam udlægges som en forbrydelse. Og de kommer fra lande, hvor muslimer, der vender islam ryggen, lever livet farligt.

Islam er som sådan ikke en tolerant religion. Den fordrer underkastelse, ikke modsigelse. Den muslimske verden har ikke fostret religionskritikken, sådan som den kristne verden har. At blive agnostiker, ateist eller konvertere til for eksempel kristendom fra islam er den ultimative religionskritik. Og netop den frihed og kritik forbyder islam.

Kristendommen er grundlagt på Jesu kritik af den herskende jødiske religion. Kirkens historie har været præget af religionskritikere, fornyere og reformatorer. Det er ikke gået stille af, og med oplysningstiden føjede en endnu mere radikal religionskritik sig til, end den kirken allerede kendte. Siden fulgte religionsfriheden, der blev alle andre friheders moder. Den er ikke en frugt af islam, men af udviklingen i Amerika og Europa.

Når muslimske indvandrere til Danmark modsætter sig kritik af deres religion, og når deres børn viser sig at være endnu stærkere modstandere af religionskritik, hænger det altså ikke alene sammen med, at de oplever at blive hetzet for deres tro. Og det hænger ikke sammen med, at de forveksler Rasmus Paludans tåbelige antimuslimske korstog med gedigen religionskritik. Det skyldes ganske enkelt, at islam er en religion, der ikke anerkender kritik af sine dogmer.