Kristeligt Dagblad mener: Ja til et burkaforbud

Forbud mod tildækkede ansigter strider ikke mod religionsfrihed

Frihed er grundstenen i det danske samfund. Frihed til at tro, tænke og ytre sig, som man vil. Frihed til at forsamles og klæde sig, som man vil. Religiøs, personlig, seksuel og politisk frihed hersker i et omfang, så Danmark er et af de meste frie lande i verden. I et samfund gennemsyret af den frihedstænkning er det indlysende, at de muslimske klædedragter burka og niqab vækker både forargelse, vrede og debat. Dragterne, der skjuler kvinderne og deres ansigt og mest af alt må karakteriseres som prêt-à-porter-fængsler, er al friheds modsætning. Og intet er vel heller mere kvindefjendsk end denne forestilling om, at kvinden må skjule sig helt for at kunne færdes i offentligheden.

Men dragterne er indtil nu lovlige, og det ligger dybt i dansk politisk kultur, at der ikke bør lovgives om folks tøj, men i dag skal partiet Venstre tage stilling til, om det støtter et forbud. Dansk Folkeparti fremsatte onsdag sit fjerde forslag på otte år om et burkaforbud, nu formuleret som et ”forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum”. De Konservative vil have et forbud, Liberal Alliance er imod, det samme er venstrefløjen, mens Socialdemokratiet først melder ud, når regeringen gør det. Men partiet støtter med stor sandsynlighed et forbud.

Lige siden første forslag om et burkaforbud blev fremsat i 2009 i Folketinget, har Kristeligt Dagblad argumenteret imod et forbud. Det vigtigste argument har været, at et forbud er et indgreb i religionsfriheden, men siden har to domme fra Menneskerettigheds-domstolen i juli 2014 og juli 2017 forsvaret først Frankrigs forbud mod beklædning, der skjuler ansigtet, og siden et belgisk forbud. Forbuddene strider ikke mod religionsfriheden, siger domstolen. Ydermere fremstår det stadigt tydeligere, hvor problematisk det er for ikke bare det danske, men alle vestlige samfund, hvis muslimske indvandrere og flygtninge ikke ønsker at integrere sig eller acceptere selv de mest basale vestlige værdier.

Set i det lys er et burkaforbud nu på sin plads. Det er afgørende, at det ikke kan bruges som afsæt for en generel indskrænkning af religionsfriheden, for der er bekymrende mange tendenser i tiden, der netop søger at indskrænke den frihed. Forslaget til forbud, som det formuleres af Dansk Folkeparti, er spiseligt. Det ligger i forlængelse af det maskeringsforbud, som allerede gælder herhjemme for demonstrationer. Det skal blot bredes ud.

Det antages, at ikke flere end et par hundrede muslimske kvinder, heriblandt danske konvertitter, bærer de heldækkende dragter herhjemme, men samfundets holdning til burka og niqab bør ikke være afhængig af, om få eller mange bærer dem.

Stadigt flere lande i Europa og tilmed også i Nordafrika har indført eller er på vej med maskeringsforbud, der har det ene formål at forbyde den islamistiske kvindedragt. Forbuddene splitter befolkningerne i Europa, for de er et indgreb i den traditionelle forståelse af frihedsrettighederne, men islam er en ekspansiv religion, der som minoritetsreligion i Vesten søger at udnytte friheden maksimalt til at fremme sin egen position, herunder sharia, mens den som majoritetsreligion i den muslimske verden søger at indskrænke friheden for ikke mindst kristne.

Der går en islamistisk vækkelse igennem både den muslimske verden og Vesten, og friheden herhjemme må ikke blive misbrugt til at fremme ufriheden. At kunne se hinanden i øjnene er helt afgørende for al samtale, for demokrati og for et åbent og frit samfund.

Et maskeforbud er et signal til de yderligtgående muslimer om, at deres værdier er uacceptable og uønskede.