EN GRUND til fyringen af Ruslands ministerpræsident Sergej Stepasjin har præsident Jeltsin ikke givet. Der er heller ikke nogen saglig grund. Udnævnelsen af Stepasjin for tre måneder siden vakte undren. Men siden har han ikke gjort nogen dårlig figur inden for rollefaget Jeltsins tro følgesvend. I hans tid gik aftalen med Valutafonden igennem, Rusland blev igen aktør i løsningen af Kosovo-krisen og bidrog stærkt til, at Milosevic gav sig. Begge succeser kom imidlertid hovedsageligt i hus i kraft af indsatser fra to tidligere ministerpræsidenter, Primakov og Tjernomyrdin. Også de to blev fyret af Jeltsin - dog, efter de havde vist selvstændighed. Fyringen af Primakov skyldtes ikke mindst Jeltsins jalousi over den respekt, Primakovs embedsførelse gav ham hjemme og ude, mens Jeltsins aktier begge steder faldt og faldt. Nu synes fyresedlerne at blive revet af en fortrykt blok. Der er snart valg i Rusland. Valg til parlamentet, Dumaen, i december, valg til præsidentembedet næste år. Vladimir Putin, Jeltsins nye ministerpræsident, endnu en tro væbner, skal bringes i stilling som præsidentkandidat. Jeltsin og hans bagland vil med al magt bestemme, hvem hans efterfølger skal være. Ministerpræsidentembedet bruges til denne manøvre, ikke til at sikre det kriseramte land en arbejdsduelig regering. At præsidenten i et land, der kalder sig demokratisk, så nemt kan fyre regeringer, er et særsyn - og åbenbart ikke nogen god ide. Dumaen har Jeltsin ikke været villig til at se som partner på noget tidspunkt. Dumaen har på sin side ikke kunnet samle sig om et konstruktivt modspil til Jeltsin. Andre lande med et stærkt præsidentembede, også lande med stærke parlamentariske traditioner, kan have problemer med samspillet mellem præsident og parlament, når partifarven de to steder er forskellig. Og det synes vælgerne at bestræbe sig på at sørge for, at den er. Det ses f.eks. ofte i Frankrig og i USA. Begge steder finder dog præsident og parlament sammen til sidst - om budgettet eller, hvad striden ellers står om. De ved, at vælgerne ikke vil tolerere andet. Vælgerne, Ruslands plagede og tålmodige befolkning optager nok de russiske parlamentarikere op til valget. Men befolkningen synes at være det sidste, Jeltsin og hans hird i Kreml tænker på. Det er den omgivende verden, der yder økonomisk hjælp og demokratistøtte, ikke tjent med. Det er først og fremmest Rusland ikke tjent med. De kommende valg må imødeses med nogen forventning. Værre synes det ikke at kunne blive. ls