Prøv avisen

Kristeligt Dagblad mener: Jo, Danmark er et kristent land

Af Johannes Henriksen

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

I enhver meningsfuld forstand er Danmark et kristent land

Spørgsmålet dukker op med jævne mellemrum: Er Danmark et kristent land? For fem år siden skrev den daværende Venstre-regering formuleringen ind i sit regeringsgrundlag, og senest har Venstres udlændingeordfører brugt det som argument i debatten om muslimsk bønnekald, som de borgerlige partier aktuelt ønsker et forbud imod.

Både dengang for fem år siden og nu er der flere, som tager anstød af formuleringen, der ellers kan virke som en banal konstatering. At Danmark i tusind år har været et kristent land, at tusindvis af kirker over hele landet minder os om det, at tre fjerdedele af befolkningen er medlem af folkekirken, og at 8 ud af 10 danskere bliver begravet eller bisat fra landets kirker. At dansk lovgivning, skoletradition, hospitalsvæsen og socialt arbejde gennem århundreder er blevet til i en tæt vekselvirkning med kirke og kristendom.

Kritikerne peger på, at et land slet ikke kan være kristent, og at kristendommen findes overalt i verden og derfor ikke har med nationale fællesskaber at gøre. Og sandt er det jo, at det er mennesker og ikke lande, der er kristne. Men indvendingen er og bliver en akademisk betragtning. I enhver meningsfuld, folkelig forstand er Danmark et kristent land. Og argumenterne imod det indlysende forhold er lige så fortænkte, som hvis man ikke skulle kunne kalde Egypten for muslimsk eller Kina for kommunistisk.

Men hvad med kopterne i Egypten, de kristne i Kina eller muslimerne herhjemme, vil nogle så indvende. De skal vel også have lov til at være der? Ja, det skal de. Og sagen er, at det er denne verdens kristne lande, som uden sammenligning har været bedst til at udvikle og sikre religiøse mindretals rettigheder. Således også i Danmark, hvor religionsfriheden er sikret med Grundloven, og hvor muslimers, jøders og hinduers mulighed for at dyrke deres tro langt overstiger de kristnes vilkår i Egypten og Kina, hvor de tværtimod terroriseres og undertrykkes.

Men hvad så med det muslimske bønnekald, som aktuelt har givet anledning til debatten om Danmark som et kristent land. Skal moskéerne så ikke netop i tolerancens navn have mulighed for at kalde til fredagsbøn over højttalere, sådan som det praktiseres i muslimske lande?

Nej, det skal de ikke. For en af de afgørende forudsætninger for, at vi kan bevare et frit, åbent samfund, hvor mennesker med forskellig kulturel og religiøs baggrund kan leve sammen, er netop, at vi formår at sætte grænser for etableringen af parallelsamfund. Det betyder også, at vi er nødt til at afvise nogle af de religiøse og kulturelle praksisser, som strider mod vores åbne samfund. Det gælder forestillingen om, at sharia står over landets love, det gælder undertrykkelsen af kvinder, som den blandt andet kommer til udtryk gennem burka-tildækning af kvinder i det offentlige rum – og det bør gælde den højlydte indkaldelse til bøn, som historisk har markeret islams dominans.

Derfor er det rigtigt af de borgerlige partier at stille forslag om et forbud mod højttalerforstærket bønnekald i Danmark. Det bliver interessant at følge, hvordan Socialdemokratiet og Justitsministeriet vil håndtere den udfordring.