Danmark har sammen med andre lande truffet mange forholdsregler mod nye kriser i tiåret, der er gået, siden den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers krakkede og satte skub i den globale finanskrise. Den var en historisk dyb og langvarig økonomisk vinter, som vi først nu for alvor har fået rystet af os. Men det hele har ikke været forgæves. Lovgivere og myndigheder har lært noget, og derfor står vi nu med en langt sikrere finansiel sektor, end vi gjorde i 2000’erne. Regulering virker.
Så er alt godt, ikke?
Desværre nej. Regulering af markedsøkonomien kan der stort set kun siges godt om. Så længe reguleringen ikke lammer det, der er fidusen ved markedsøkonomien, nemlig markedet, er det et fælles gode, at der eksempelvis sættes begrænsninger på bankers udlån, at der stilles krav til finansvirksomhedernes pengemæssige polstring, og at spekulativt betinget ekspansion bremses.
Det tog lang tid, før lektien blev almindelig anerkendt, men nu sidder den fast: Kapitalismens redning hedder ansvarlig kapitalisme.
Historisk har kapitalistiske samfund med en stor offentlig andel i økonomien – hvilket løst kan oversættes til: en stor velfærdssektor – klaret sig bedre end alle andre typer af samfund, både i tid og i geografi. Danmark har i nogle menneskealdre været et mønster på denne samfundstype. Når vi alligevel ikke her efter dags kan love hinanden en evig økonomisk sommer under en blå himmel, skyldes det to ting. Markedsøkonomiens natur. Og menneskets natur.
Alle de fornuftige tiltag, der er sket siden den 15. september 2008, kan ikke hindre, at vi igen kommer til at opleve en økonomisk lavkonjunktur med arbejdsløshed og minusvækst. En økonomi er et komplekst system. Den er på den måde beslægtet med for eksempel vejr og klima. Her hersker kaosteorien: Selv i den bedst regulerede udgave vil et marked før eller siden ophobe ubalancer, der spreder sig og på et tidspunkt sætter sig igennem som paniksalg, konkurser og kreditklemmer.
Socialister vil sige, at svaret er at stække markedsmekanismerne og erstatte dem med en politisk besluttet plan. Men at der i dag kun er ganske få, der i økonomisk forstand erklærer sig som socialister, skyldes, at samtlige forsøg på at sætte markedet ud af kraft og erstatte det med planøkonomi har medført permanent krise. Hvilket igen næsten med lovmæssighed har ført til massive krænkelser af selv de mest basale menneskerettigheder. Så er markedsøkonomien til enhver tid at foretrække. Den rammes kun af krise i perioder – og så er den for resten også forenelig med demokrati og retssikkerhed.
Menneskets natur er den anden garant for, at vi igen med sikkerhed vil se os ramt af økonomiske kriser. Arvesynden har ikke rigtig vundet hævd som økonomisk begreb, så lad os i stedet tale om grådighed. En smule profitbegær er nødvendigt for at skabe det initiativ, der driver markedsøkonomien. Men personers individuelle grådighed var en væsentlig faktor i opbygningen af de ekstreme kreditter, hvis manglende bæredygtighed udløste Lehman Brothers’ fald. En høj etik er derfor en afgørende faktor i begrænsningen af kommende kriser. Etikken skal – og bør – fremmes, fordi mennesket oftest mister det fælles bedste af syne, og hvis etikken kan hjælpes på vej af firkantet lovgivning, så er dét også en god lektie af det, der skete i 2008.