Julegudstjeneste til glæde og trøst

Nærvær og en mirakuløs følelse af at høre til er julens budskab

I det tredobbelte kunstnerportræt af en pige og hendes verdensberømte forældre fortæller forfatteren Linn Ullmann om sin norske skuespillermor Liv Ullmann og sin svenske instruktørfar Ingmar Bergman. Bogen ”De Urolige” udkom for to år siden og er af gode grunde blevet lovprist for sin erindringsstyrke og særlige fremadskridende, men på samme tid tilbageskuende fortælleform. Lange uddrag af båndede interviews med faderen indgår. Interviewene er lavet, mens Ingmar Bergman – viste det sig – var på vej mod både demens og død. Bogen er skrevet med en underliggende tone af loyalitet og smerte over dels de to forældre, som aldrig rigtigt blev voksne, og over pigen, forfatteren selv, der stod midt mellem dem og længtes.

I en smuk scene fortæller Linn Ullmann om den eneste gang, hun fejrede jul med sin far. Hun var voksen og nyligt fraskilt. Han var enkemand efter sin vist nok fjerde og sidste hustru. Hun havde overvejet at tage en sovepille og sove sig igennem aftenen eller gå i kirke. ”Men der var ikke nok gudstjenester til at bringe mig igennem hele aftenen,” skriver hun. I stedet tog hun til Stockholm til faderen, hvor de mødtes i deres fælles ensomhed. Han ville i kirke, i samme kirke hvor hans egen far havde været præst. De gik gennem sneen og lyttede til kirkeklokkerne, nåede frem til kirken og børstede lidt sne af hinandens skuldre. Og så ikke mere. Ingen beskrivelse af gudstjenesten eller tankerne om den eller følelserne, der blev vakt frem i kirkerummet. Men man aner, at det var trøstende, meningsfuldt og en modsigelse af tomhedsfølelsen.

Senere, hvor Ingmar Bergman nærmer sig sin død, stiller hans datter ham spørgsmålet om Gud, som har været i kulissen i hele hans liv, men aldrig er kommet ind på scenen. Det har nu ændret sig.

”Jeg tror på Gud helt og fuldt, men forventer ikke at forstå Hans vilje,” siger han. Hun spørger, hvad der er blevet af tvivlen, som han før var så opfyldt af. ”Alt det sludder, det er slut nu, det er gået sin vej, jeg har ligesom ikke flere ressourcer tilbage til at fable om vantro og mistro og den slags.” Tvivlen er forsvundet trinvis, siger han så, og blevet erstattet af en stærk følelse af nærvær.

Den selvfølgelighed og reserverethed, hvormed de to ensomme mennesker gik gennem Stockholms gader til julegudstjeneste, og senere, hvormed Bergman taler om sin tro som en oplevelse af nærvær, kan mange spejle sig i.

Far og datter går i kirke juleaften, ikke som tom tradition, men fordi de ligesom de mange danskere, der gør det samme i morgen, er indlejret i kristendommen. Der er en glæde og en trøst forbundet med gudstjenesten, og det er et af menneskelivets mysterier, at der er indlejret en længsel i menneskesindet efter at blive mødt, set og høre til. Julegudstjenesten trækker mennesker til med sine salmer, musikken, profetteksten fra Esajas om, at ”lyset skinner for dem, der bor i mørkets land”, og evangeliets ord om frelserens fødsel, som forbinder det jordiske og det himmelske med en episk kraft, der åbner for en anden verden end den, der kan ses med øjet. Ingen, der sætter deres ben i kirken – heller ikke juleaften – er på tålt ophold. Kirken er for alle, også for dem i yderkanten af troen.

Gudstjenestens fællesskab er ikke først og fremmest et socialt fællesskab mellem mennesker. I kirkerummet ligestilles alle med hinanden og nulstilles over for Gud i deres blottede eksistens. Her reduceres vi til dem, vi er. Det er her, kristentroen forkyndes og kan opleves som et Guds nærvær og en mirakuløs følelse og erkendelse af at høre til.

Glædelig jul.