For snart 10 år siden gik den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers konkurs. Det indledte en verdensomspændende finanskrise, hvis virkninger nogle lande fortsat kæmper med. Herhjemme blev konsekvenserne alvorligere end i vore nabolande, fordi vi havde festet vildere end dem i årene forud. Bankerne havde lånt ud til højre og venstre i tvivlsomme friværdier, det var blevet muligt at låne afdragsfrit i sin bolig, ligesom stadig flere havde taget de risikable flekslån, hvor renten hele tiden kunne ændres, og mange troede, at den kun kunne blive lavere.
Daværende finansminister Thor Pedersen (V) sagde ikke, som han ofte er blevet citeret for, at Danmark snart kunne købe hele verden, men mentalt var det det budskab, der satte sig fast i tiden, før det hele kollapsede.
I dag er der igen højkonjunktur, virksomhederne mangler arbejdskraft, og både de private og de offentlige finanser har det bedre end længe. Forude venter et folketingsvalg, og i den anledning vil partierne stå i kø med løfter til vælgerne om mere velfærd og lavere skatter, omend køen til det sidste nok bliver forholdsvis kort.
Først skal regeringen dog have sin finanslov igennem, og det kræver ikke stor fantasi at forudse, at den vil komme med mange gode gaver til vælgerne med initiativer, der skal finansieres af det ”økonomiske råderum”. I gamle dage hed det sig altid, at nye politiske tiltag skulle finansieres krone-til-krone, men det siger hverken finansministre eller finansordførere mere. De henviser i stedet til råderummet. De mange reformer, der blev vedtaget i finanskrisens kølvand, vil nemlig på papiret skaffe staten ekstra indtægter de kommende år, blandt andet fordi pensionsalderen gradvis forhøjes, og så behøver politikerne jo ikke plage sig selv med at finde pengene andre steder.
Skam få den, der taler ilde om et økonomisk opsving. Det har mange positive sider, blandt andet at mennesker på kanten af arbejdsmarkedet får lettere ved at komme i job. Når det er sagt, er den triste side, at opsvinget dels fører til en masse unødigt og miljøskadeligt privatforbrug, dels sløver den økonomiske agtpågivenhed. Ifølge økonomerne er Danmark i dag bedre rustet til et nyt økonomisk tilbageslag, end landet var i 2008. Der bliver talt om, at vi alligevel ikke behøver at forhøje pensionsalderen helt så meget i fremtiden som tidligere aftalt, og andre mener, at der nu er råd til at sætte lønningerne op.
Ikke for at være lyseslukker, men er det virkelig så nemt at glemme selv den helt nære historie? Det kan godt være, at dansk økonomi er stærk, men læren fra 2008 var, at rent økonomisk kan sommer blive til vinter, uden at man når at registrere efteråret. I store dele af verden er der for tiden også et økonomisk opsving i gang, men det bygger på en astronomisk amerikansk gældsætning og på renter, der kunstigt holdes nede af den amerikanske og den europæiske centralbank. Der bygges for tiden en økonomisk boble op globalt, som er større end den fra første halvdel af 2000’erne. Når den revner, bliver Danmark som alle andre ramt, og derfor kan vi næsten ikke være forsigtige nok, så længe det går godt. Det er ikke jul endnu, og der er ingen grund til at strø store julegaver ud i utide, hverken i husholdningerne eller på Christiansborg. Det er et ufestligt budskab, men det allerstørste behov for at holde igen opstår altid midt i en højkonjunktur, hvor de færreste kan få øje på meningen med det. Det er lige nu.