Prøv avisen
Leder

Julens gode ånd

Af Erik Bjerager, Ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Julens budskab maner til eksistentiel opvågnen og sjælefred

Litteraturen er ligesom det virkelige liv fuld af eksempler på, hvordan mennesker kan ændre sig, hvis de bliver udsat for en voldsom hændelse. Ofte er det konfrontationen med døden, der skaber en form for eksistentiel opvågnen og giver livet en ny retning og dybde.

En af de mest kendte skikkelser i litteraturen, der gennemlever en sådan eksistentiel chokbehandling, er Ebenezer Scrooge, hovedpersonen i Charles Dickens’ fortælling ”Et Juleeventyr” fra 1843. Fortællingen blev hurtigt en bestseller efter sin udgivelse. Den blev oversat til mange sprog og samtidig gjort til et skuespil, der den dag i dag opføres langt ud over Englands grænser i et uendeligt antal variationer og opsætninger, også herhjemme.

Scrooge er den mest glædesløse, men velstående gnier, man kan tænke sig. Han er en ”begærlig gammel synder”, der gramser til sig, som Dickens beskriver det. ”Mørke er billigt, så Scrooge kunne lide mørke (...). Varme og kulde spillede ingen rolle for Scrooge. Ingen varme kunne gøre ham varm, intet vintervejr få ham til at fryse.” Scrooge er knap et menneske. Han er nemlig ligeglad med andre og har derved gjort sit eget liv til et fængsel. Han hader medfølelse og ikke mindst andres glæde, og af alle glæder hader han juleglæden allermest.

Men en aften hjemsøges Scrooge af sin afdøde kompagnons ånd, der opfordrer ham til at ændre sit liv. Tre andre ånder viser sig derefter for ham: De forgangne jules ånd, Den nuværende juls ånd og De kommende jules ånd. Scrooge ser sit isolerede og glædesløse liv blive rullet ud, og til sidst leder fremtidens juleånd ham ind på kirkegården, hvor han ser sin ensomme og kolde død for sig. Da han her rører ved sin egen gravsten, sker den endelige forvandling. Stillet over for sin egen død omvender han sig og bliver et varmt, barmhjertigt og gavmildt menneske.

At stå over for døden har gjort Scrooge til et levende menneske, og at leve som menneske er at tage del i juleglæden. Juleglæde er, at mennesker, med Dickens’ ord, ”ved fælles overenskomst slår døren til deres indelukkede hjerter op på vid gab og tænker på dem, der har det ringere end dem selv, som om de virkelig var deres medrejsende på vej mod graven”.

Fortællingen har sin tydelige sociale indignation over for datidens fattigdom, men Dickens’ ærinde er først og fremmest eksistentielt og kristent. Han fortæller, hvordan livet kan føre til fortabelse, også her og nu, i form af et ensomt, glædesløst og lukket liv. At åbne sig i hjælpsomhed, gavmildhed og barmhjertighed mod andre er at få del i selve livet. Og at tage ansvar for sine medmennesker er at blive menneske selv.

Julens ånd handler ikke mindst om barmhjertighed. Dette at have øje og hjerte for den fattige, den ulykkelige, ja, ens næste i lyset af Guds barmhjertighed mod mennesket. Barmhjertighed er det modsatte af den stærkes magt over den svage. Barmhjertighed er kærlighedens uegennyttige udtryk. At Jesus fødtes julenat og siden døde på korset påskemorgen, er et budskab om netop Guds barmhjertighed. I julesalmen ”Det kimer nu til julefest” skriver Grundtvig, at vi mennesker må udruste os med ”stille sind” for at forstå barnet i krybben, og at vi må takke Gud for ”miskundhed og nådebud”.

Julens ånd er for alle, men vi har ligesom Scrooge selv ansvaret for at tage imod den ved at åbne os. Sådan kan julen blive til sjælefred og eksistentiel opvågnen ved, at der sker en ny fødsel i hjertets inderste grotte.

Glædelig jul!