Julens mysterium bringer os håb

Videnskab og tro var ikke modsætninger for Leonardo da Vinci

Italieneren Leonardo da Vinci (1452-1519) er en af verdenshistoriens største og mest alsidige kunstnere. Han favnede på et ubegribeligt højt plan mekanik, arkitektur, anatomi, lægevidenskab, krigskunst, optik og meget mere. Men det var især for sin kunst og særligt religiøse kunst, at han er blevet kendt og husket. Han tilførte de afbildede mennesker sjæl og ånd og lagde afstand til religiøst tingel-tangel, som var almindeligt i samtidens kunst. Han skrev tusindvis af sider med observationer fra sine videnskabelige studier, men vi ved meget lidt om hans tanker, følelser og tro.

Leonardo da Vincis enorme produktivitet på alle andre områder står i kontrast til de bare 15 malerier, som forskere er enige om kan henføres til ham. De mest kendte er ”Den sidste nadver”, som er malet direkte på væggen i spisesalen i et kloster i Milano, og den hemmelighedsfuldt smilende ”Mona Lisa”, som hænger bag skudsikkert glas på Louvre-museet i Paris. Det er netop på Louvre, at der er udstillet 11 andre malerier og et væld af tegninger og skitsebøger på den måske største Leonardo da Vinci-udstilling nogensinde. Den åbnede for godt to måneder siden og markerer 500-året for da Vincis død i Frankrig, efter at han havde levet det meste af sit liv i Italien.

Et af hovedværkerne på udstillingen er maleriet ”Den hellige Anna selvtredje”, der bringes på avisens forside. Det forestiller Jomfru Maria, der sidder på skødet af sin mor Anna, mens hun rækker ud efter sin lille søn Jesus. Det er en treenighed mellem søn, mor og mormor, og det er julens mysterium koncentreret i disse skikkelser. Guds søn Jesus, Gudsmoderen eller Gudsfødersken Maria og hendes mor Anna.

Det lille Jesusbarn holder om lammet som en symbolsk forudsigelse af sin egen skæbne og den offerdød, han skal lide på korset. Der udgår en skønhed, mildhed og ro fra billedet. Både Annas og Marias ansigter udtrykker på en og samme tid kærlighed og resignerethed. Maria rækker ud efter barnet som for at afværge det, der venter. Leonardo da Vinci arbejdede på maleriet i de sidste knap 20 år af sit liv og ændrede det konstant. Det forblev ufærdigt ligesom meget andet, han beskæftigede sig med, måske fordi han bestandigt nåede frem til nye erkendelser, der ændrede hans kunst og lagde lag på lag på motiverne.

Leonardo da Vinci levede i renæssancen, en historisk overgangs- og brydningstid, sådan som vi også kender det i vores egen tid. Hans dybe interesse for videnskaben var så stærk, at nogle af hans tekster kan udlægges som ateistiske. Men samtidig ved vi, at han særligt sidst i livet var optaget af sin katolske tro og døde efter at have været til nadver og modtaget sine synders forladelse.

Han levede i et spændingsfelt, som mange også kender til i dag. På den ene side er der naturvidenskaben og dens verdensbillede og alt det, der kan afsøges, måles og vejes, og på den anden side er der alt det, der ikke kan måles og vejes, og som mange derfor har svært ved at tro på.

Leonardo da Vinci bevægede sig, om ikke utvunget så dog alligevel, mellem de to verdener. De er ikke hinandens modsætninger, men supplerer hinanden. Naturvidenskab kan give forklaringer, men ikke mening, og religion kan give mening, men ikke forklaringer.

Julen er et mysterium med sit budskab om, at glæden er født, og sorgen slukket. Budskabet rummer så mange lag, at man ligesom Leonardo da Vinci konstant må blive ved med at afdække dem for at trænge ned i en dybere forståelse, og den findes kun i overgivelsen til troen.

Glædelig jul!